Hvor pokker er kastanjerne?

Efter at have været ude i verden og eliminere pligter og hjemtage ønsker, var jeg klar til en tur ned i skoven. Kastanjerne har smidt frugterne, så jeg ville gerne samle en kurvfuld til fordeling mellem inde og ude.

Der hvor solen endnu ikke er nået til, ligger græsset perlebestrøet og glimter i samme øjeblik, som en stråle rammer det. Det er meget smukt.

Efter at have beundret perlebetrukne græsstrå og indtrængende bedt Oskar om at holde sig væk fra præcis det hjørne, hvor jeg var i gang med at fotografere, travede vi ned i bunden af haven, hvor kastanjerne gemmer sig.

Jeg havde taget den store kurv med. Det plejer ikke at være noget problem at fylde den til randen. Endda i løbet af et øjeblik. I dag var anderledes…

Der var smukt dernede under træerne. Bladene dækker allerede jorden og jeg var sikker på, at rodede jeg lidt op i dem, ville kastanjerne ligge lige nedenunder. Sådan var det slet ikke. Jeg kunne knapt finde én eneste og det krævede mere end almindelig tålmodighed at gå med ansigtet rettet mod jorden, for at finde en enkelt frugt i ny og næ.

På bænken lå en kvæde. De er ved at være modne. Jeg venter tålmodigt, for jeg vil gerne, at de opnår den grad af sødme, de kan. Den slags kræver, at man kan lade dem hænge. Det er svært, siger jeg bare.

I stedet for kastanjer fandt jeg smukke svampe. Mange og forskellige, men ingen røde fluesvampe. Det er nok godt det samme, for ind imellem har jeg bagboens børn løbende nede i skovbunden, fordi de har lidt svært ved at finde ud af, hvor deres egen matrikel ender og vores starter. De er søde og sjove og de skulle da nødig kaste sig over sådan en rød og fristende svamp, så jeg stiller mig tilfreds med de brune, som trives dernede.

Efter et stykke tid opgiver jeg at finde flere kastanjer og beslutter mig for, at der må ligge masser ude under de tre kastanjer, der findes på og omkring gårdspladsen. Sådan er det så heller ikke. Det er tilsyneladende overhovedet ikke kastanjeår i år. Jeg ender med en ringe høst, men til gengæld sidder efterårets dufte nu i en næse, som vejrer hyggeeftermiddag ved spisebordet med varm te, Cookies og dejligt selskab. Jeg skal ikke forlange mere af denne smukke efterårsonsdag. Det skulle da lige være en æblekage. Gider jeg mon?