5

I weekenden løb vores Åbent Hus af stabelen

Vi har haft travlt med at forberede vores Åbent Hus i GARNUDSALG.DK de sidste uger. Sideløbende med det, har vi travlt med at komme i mål med en del store projekter hjemme i hus og have. Der er ikke tid til at ligge på den lade side, men det hele lønner sig og langsomt folder resultaterne sig ud for øjnene af os.

I weekenden løb vores Åbent Hus af stabelen og det var en forrygende tre dage, vi havde sammen med verdens absolut bedste personale. Der var smil og grin fra morgen til aften og godt nok var vi trætte, da vi nåede tredjedagen, men vi havde det sjovt fra morgen til aften alle dage og så går det.

Vi snuppede en fridag i går efter Åbent Hus

Vi lukkede GARNUDSALG.DK i går. Vi trængte alle til en fridag. I dag er vi i gang igen og alle er overraskende friske. Vi er lidt ramte, men ikke værre, end vi stadig griner og kaster os ufortrødent over dagens opgaver. Jeg skal nu gerne indrømme, at jeg godt kunne bruge en dag mere hjemme i min have, for det var der, jeg valgte at bruge min fridag.

I weekenden løb vores Åbent Hus af stabelen

Tænk at et trædæk kunne gøre mig lykkelig

Kenneth mangler at få sat skik på sit urte-bed og så er der lidt krukker, vi skal have fyldt op. Nogle med sommerblomster, men endnu flere med forskellige græsser, som skal kunne passe sig selv og så ellers bare være stemnings-skabende baggrund for ude-livet på terrasserne. TerrasseRNE ja, for nu har jeg to.

Vi har etableret trædæk omkring mit nye drivhus og jeg er helt vanvittig forelsket i hele det område nu. Det er blevet endnu bedre, end jeg havde turdet drømme om og allerbedst, så har jeg direkte adgang fra soveværelset. Jeg vågner om morgenen i disse dage og det første jeg gør er, at jeg slår dørene op på vid gab. Oskar elsker det og trisser med det samme ud og inspicerer. Jeg gør det samme. Jeg sætter mig trappetrinet med en kop kaffe og vågner, mens jeg drømmer om de ting, der skal have plads i drivhuset.

Oskar elsker denne årstid

Oskar nifler og hygger igennem, når vi er i den sæson, hvor alle døre kan slås op på vid gab. Han er ude stort set hele dagen. Er det meget varmt, kan han komme ind for at sove nogle timer, for vores hus er helt igennem skønt, når vi taler temperering. I vinterhalvåret er det lunt og rart. I sommerhalvåret er det svalt og lækkert at komme indenfor og han benytter sig gerne af det, når det bliver for varmt ude. Det har det været i går, hvor jeg fandt ham inde hen på eftermiddagen.

Gid sommeren igennem bliver som denne dag

I går aftes gik Kenneth i gang med at slå græsset – ikke sent, men i den tidlige aften – og Oskar og jeg trissede bare rundt og nød, at temperaturen nu endelig var til at holde ud. Vi er ikke til den vilde varme, men jeg klager bestemt ikke. Jeg har elsket de sidste mange dage og jeg håber så inderligt, at det fortsætter sommeren igennem, for vi fortjener vist alle en RIGTIG SOMMER i Danmark efterhånden.

Skal vi ikke satse på sådan en? Jeg synes det :-)

PS – Jo, vi renoverer fortsat indenfor. Ind imellem skal man vist bare lave noget andet og dette var en velkommen afveksling ;-)

 

- tak fordi du havde lyst til at læse med i dag -

Få de sidste nye opdateringer fra bloggen enten på FACEBOOK eller på BLOGLOVIN. Jeg kan også følges på Instagram.

Du vil sikkert også kunne lide