Jeg nåede at køre Alphalfa til lige syd for Hobro, inden jeg overlod rattet til Lone. Hun overtog og inden vi fik set os om, landede vi i Århus. Mødet gik rigtigt godt og jeg havde ret. Sammen kan vi flytte bjerge. Jeg er helt sikker. Vi er allerede godt på vej. På hjemvejen overlod jeg igen rattet til Lone. Hold nu da op, som jeg var træt. Man er mere end almindelig brugt, når man sådan starter op igen efter et fravær som mit.
Efter mødet var det retur til Aalborg og en hurtig klapsammen ved køkkenbordet, inden turen gik til Olines gymnasium. Det var tid for vores sidste skole-/hjemsamtale nogensinde. Deltagelse og engagement var indiskutabelt, så frem med pokerfjæset, smilet og de absolut sidste reserver.
Jeg tillod mig selv at blive både rørt og stolt. Hun er skarp, solidt funderet, fuld af selvværd, mere end almindelig intelligent og absolut vellidt, min store, smukke datter. Hun får de varmeste anbefalinger både for at være Oline og i forhold til en fortsættelse ad den sti, hun lige nu har valgt at følge.
Hun er blevet set og anerkendt, for den hun er. Mere skal jeg aldrig forlange. Den slags gør vist enhver forælder glad.
Nu er vi endelig landet hjemme for alvor og jeg er den, der nu kan tillade mig at have uldsokker, bløde bukser og udtværet mascara, fordi jeg konstant gnider mig søvnigt i øjne, som er sandramt. Jeg har det hele.
20 kommentarer
Eva_O
2. februar 2011 at 07:57Intet kan gøre os forældre mere stolte end vores børn. Tillykke med jeres… :-)
Liselotte
2. februar 2011 at 08:39Tak Eva – du har helt ret :-)
Eva
2. februar 2011 at 05:42Det er dejligt, når andre kan se (og vil fortælle) at vores børn er dejlige. Lige til at lune sig ved.
Liselotte
2. februar 2011 at 08:38Helt bestemt, Eva – det er dejligt :-)
Sonnie
1. februar 2011 at 22:11Sidste skole-hjem-samtale, det kunne jeg godt forstille mig var helt mærkeligt.
Hun er bare en knag hende Oline.
Liselotte
2. februar 2011 at 08:38Det var da underligt, Sonnie – det betyder jo også, at hun nu er så gammel, så jeg ikke længere forventes at tage ansvaret. Det forventer vi alle, at hun selv gør. Jeg véd, at hun kan. Det er det bedste :-)
Inge
1. februar 2011 at 21:55Kære Liselotte. Åh som det er en gave at besøge din blog. Jeg gør det rigtig ofte, og bliver altid begavet med lys, inspiration, tanker, glæde – liv. Kommenterer for sjældent – for der er så mange som har gode ord at dele, og måske jeg ikke er den som kan bringe nyt på banen :-) Men dette indlæg – som jeg da kan nikke genkendende og rørt til dét! Min søn Magnus går i 1.g på Hasseris, og jeg genkender i dig den overvældende stolthed og glæde over de der store, smukke, kloge mennesker vi er så heldige at have haft i hænderne :-) Vores engang så bittesmå børn, som nu er på vej ud i verden med alle deres nådegaver. Jeg sidder og bliver så taknemmelig.
Liselotte
2. februar 2011 at 08:37Allerførst tak for de smukke ord, Inge – og ja, så bliver jeg bare så glad for at se, at de vokser sig store, smukke og hele, de unge mennesker, vi har fået lov til at låne. Det er dejligt at se :-)
Lene
1. februar 2011 at 21:54Kan de sige andet om den dejlige unge kvinde der bor under dit tag?
Sov godt :-)
I morgen kører jeg til Århus.
Liselotte
2. februar 2011 at 08:35Altså Lene, de ord løber lige ind i mit hjerte og varmer. Tak :-)
God tur til Århus :-)
Fríða
1. februar 2011 at 21:53sov godt og vel fortjent. og det med Oline vidste vi nu nok allesammen, men alligevel dejligt sådan at få det bekræftet udefra.
kh.fra Island
Frida
Liselotte
2. februar 2011 at 08:34Hvor er du sød, Frida – det var bare dejligt at vide, at hun får plads til at være Oline :-)
Zoe
1. februar 2011 at 21:53Det ramte lige ind, det er utroligt så fantastisk glad man kan blive når nogen ser ens børn på samme måde som en selv. Man tror ikke det er muligt, så man bliver næsten altid positivt overrasket
Liselotte
2. februar 2011 at 08:34Man bliver så glad, Zoe :-)
Helle
1. februar 2011 at 21:43så må du sove godt når du finder din seng :)
Liselotte
2. februar 2011 at 08:32Jeg kan se på tidspunktet for din kommentar, at jeg allerede var gået i seng, Helle. Hold da op, som jeg var træt :-)
Kirsten Jensen
1. februar 2011 at 21:33Hvor er det dejligt, du er back in business igen, og at Kenneth også er i omdrejninger. Du har al ret til at være stolt af din dejlige datter. Det er lige forunderligt hver gang man opdager at ens lille dununge er blevet en smuk flyvefærdig svane. Vidunderligt, men det giver også et lille stik i hjertet, fordi man så snart må lade dem flyve sin egen vej. Godt at vide at de nok skal klare det flot.
Mange hilsner til jer alle tre fra
fru Jensen
Gudhjem
Liselotte
2. februar 2011 at 08:31Ja, det er dejligt, at vi er ved at være tilbage på vores respektive pind nu, Kirsten :-)
Det er dejligt at se, at de får plads til at være, vores hjertebørn :-)
Zden
1. februar 2011 at 21:32ja. Du har jo en helvedes fantastisk datter. Det så jeg godt da jeg mødte hende første gang. Men du er altså også selv helvedes fantastisk!
Heads up. Feet down. Sleep tight. Watch the light…
Liselotte
1. februar 2011 at 21:33Årh manner, du er sød – og tak :-)