Bekymringsdukker har fulgt mig gennem mange år. Jeg stødte på dem hos Gavlhuset her i Aalborg. Derinde kunne man altid finde mange sjove, spændende og anderledes ting. Siden har jeg suppleret samlingen jævnligt ligesom jeg er blevet foræret nogle stykker.
Maya-indianerne har brugt dem altid. Deres børn kan fortælle om deres angst eller bekymringer til dukken, som så placeres under hovedpuden om natten. Næste morgen har dukkerne fjernet bekymringerne og alt er godt. Måske man skulle forsøge ind imellem? Lige nu ligger de bare altid allevegne. I går fandt jeg en stak i bunden af min taske.
Bekymringsdukkerne er typisk meget enkelt udformet. Lidt strå til skelet, et stykke pap til ansigt og små stykker uldgarn og stof til resten. Mine ligger i små stofposer, men det behøver de ikke gøre. De er ikke kostbare, men de er sjove og et finurligt symbol på, at angst og bekymring er universelt og noget, vi alle møder ind imellem. De er også forskellige og typisk kan man sagtens se, at det er forskellige mennesker, der laver dem.
Nogen er mere sirlige end andre. Dukkerne ovenfor er temmelig groft karikerede menneskeskikkelser og med en noget gusten Sidney Lee-lignende teint, men læg lige mærke til ham fætteren øverst i billedet…
Han er jo total cool på den fede måde. Solbriller, kraftigt og velvoksent moustache og – det fremgår ikke af billedet – et dejligt, kraftigt og temmelig langt hår, som falder i klædelige bølger ned af en ryg, som ender i et par hippe, orange bukser. Lyserød skjorte. Behøver jeg sige mere?
Jeg tror nok lige, at jeg har fundet bekymringsdukkernes svar på Tom Jones. Vi er nogen, som er mere heldige end andre!
20 kommentarer
Liselotte
3. februar 2011 at 16:50Gavlhuset savner jeg – og det bliver aldrig mere det samme, som når man trådte ind i den Alladins Hule, som det sted var. Jeg elskede det :-)
randi
3. februar 2011 at 14:35De er så søte! Min datter har hatt sine under puta i flere år…
amarOrama
3. februar 2011 at 02:25Trist med Gavlhuset. Det anede jeg ikke.
karen
2. februar 2011 at 17:31Det er jo genialt. En sånn kunne vi alle og enhver trenge.
Jeg undres om egenproduserte ville virke like godt – dét ville i tillegg kunne lette trykket i garnlageret en smule… :-)
Lone
2. februar 2011 at 12:51Åh manner hvor har min mor købt mange par kinasko til mig da jeg var barn, i Gavlhuset.
I den butik startede min STORE samling af nipsenåle… Øv at den lukkede!
Liselotte
2. februar 2011 at 12:50Vi er mange, som er glade for vores bekymringsdukker. Hvis de giver mening er de vidunderlige for de, som ejer dem :-)
Gavlhuset eksisterer jo desværre ikke mere. Det er et frygteligt tab for Aalborg efter min mening, men sådan ændres verden jo hele tiden ;-)
grete
2. februar 2011 at 12:15Liselotte,mine tre døtre har alltid sovet med disse vakre indianerdukker-bekymringsdukker under sine hodeputer!
kanskje var det på sin plass å skaffe nye….til mor:)
fiolineklem til deg
Pia
2. februar 2011 at 11:15Må være i familie med de drømmefangere, vi har herhjemme !!! :-)
berit
2. februar 2011 at 11:14tror jeg må til Gavlhuset neste gang jeg er i Aalborg :-)
Hannah
2. februar 2011 at 10:45Han ligner da Tom Selleck!
amarOrama
2. februar 2011 at 10:33Fåk. Mente selvfølgelig Aladdins hule. Hader at kommentere med stavefejl.
Lone Liboriussen
2. februar 2011 at 10:31Jeg har hørt, at der er en amerikansk kvinde, der har oprettet en hjemmeside, hvor hun tilbyder, at man kan parkere alle sine bekymringer hos hende, så skal hun nok passe på dem. Så bekymringsdukkerne har en virtuel “søster”. God heling, Liselotte :-)
amarOrama
2. februar 2011 at 10:27Gavlhuset. Aalborgs svar på Alladins hule. I hvert fald tilbage i slutfirser-starthalvfemserne, hvor jeg havde tingeltangel i ørerne, viklede eksotiske tørklæder rundt om halsen og dyrkede afrikanske lerkrukker.
Har stadig en lille trææske derfra, som opbevarer alt-det-der-ikke-må-blive-væk. Bilder mig ind, at gavlhusduften hænger ved.
Helle
2. februar 2011 at 10:02ups sådan nogle dukker havde jeg under min hovedpude i mange år og nu er de væk ,kan ikke finde dem øv
Fisker & Fernández
2. februar 2011 at 09:57Jeg havde nogen engang for mange aar siden. Jeg kan huske, at jeg gav dem alle sammen eksotiske navne – en af dem hed Francisca. Har det mon vaeret foerste hint om, hvor jeg skulle ende her i verden ;-)
Charlotte
2. februar 2011 at 09:45Jeg har også en flok liggende her på skrivebordet, det er min mellemste søn der bruger dem.
Nu kun en gang i mellem, men da han startede i skole var der mange bekymringer og gråd om aftenen.
Vi prøvede at snakke med ham om det og lytte men det hjalp ikke, så var det jeg kom i tanke om de små dukker, så fik han en om aftenen som han fortalte tingene til og så lagde han den under puden.
Det hjalp, den lille dukke kommer jo heller ikke med velmenende råd, hvilket jeg jo ikke helt kunne lade være med at gøre:-)
Vibse
2. februar 2011 at 09:39Min ældste søn har haft meget glæde af sin dukke. Jeg får lyst at prøve at lave dem – små meningsfulde kreaprojekter!
Da jeg så din tænkte jeg “Dr. Phil”!
Sidsel
2. februar 2011 at 09:33De virker gør de!! Nu kan jeg bare ikke finde mine:-( Ville lige have nærstuderet dem. Gavlhuset var et fantastisk sted. Deres smykker, tøj, spræl og farver. Og duften derinde… Uhm. Og tillykke med Oline. Det lyder til at hun er godt rustet til sin vej ud i den store (stygge) verden. Skræmmende på en måde. Der kunne man godt bruge en håndfuld dukker under puden:-)
Lone H
2. februar 2011 at 09:27Det er en god tradition som vi også har taget til os hos mig. Bekymringsdukker har min datter haft siden hun var helt lille og jeg tror hun stadig bruger dem nu hvor hun er ung voksen og studerende.
Måske jeg også selv skulle ha et par forskellige modeller :-) Ved ikke om jeg tør betro mig til din latino-type – den teint er lidt skræmmende ;-)
Sole
2. februar 2011 at 09:22Åhhh, Gavlhuset, det var et fantastisk sted!!! Er også vild med bekymringsdukker, har lieg købt endnu én til manden i mit liv, han er så bekymret, når vi ikke kan se hinanden hver dag, så nu får han én, der kan lette bekymringerne :-) Og du har ret, det er da en supercool doll, du har fundet der :-)