De bedste venner er dem, som er ligeglade med morgenhår og tøfler

Jeg sendte først en sms. Så sendte jeg èn mere. Så ringede jeg og fik absolut ingen kontakt. Så blev jeg bekymret.

Til sidst opdagede jeg, at det på én dag var lykkedes mig at sendte sms’er til et nummer, som slet ikke er Ellas (jeg har tastet det forkert) og ringe til en eller anden ukendt på fastnettelefonen, fordi jeg tilsyneladende lider af svigtende hukommelse og derfor heller ikke kunne huske det telefonnummer. Til sidst lykkedes det nu alligevel og hun har det dejligt og hun gad godt komme til eftermiddagste, så sådan blev det.

Oline elsker Ella og jeg elsker dem begge. Jeg kender ingen som er så god til at lytte og interessere sig for, som Ella er. Oline fortæller så længe, at jeg altid ender med bekymret at lægge vattæpper omkring hende, fordi jeg er overbevist om, at hun om lidt besvimer af iltmangel. Hun glemmer nemlig helt at trække vejret. Oline altså, men i dag også næsten Ella. Hun fik en nerve i klemme i ryggen. Det er ingen fest, men vi kom altså til at grine alligevel, da vi troede, at hun blev nødt til at defilere ud til bilen i samme stilling som den, dronning Ingrid altid indtog. Hun kunne slet ikke trække vejret igennem for den nerve, men jeg har været i kontakt siden og det ser ud til, at hun overlever ,-)

Det gør hende blog i øvrigt også. Jeg linker ikke til hende, for hun er blevet hacket og der ligger skidt på hendes domæne, som fagmænd lige skal have tid til at rydde op i. Når det er sket, lover Ella at være tilbage i samme form, som vi kender. Hvis altså hun får tid for alt det garn, hun nåede at finde frem inde hos naboen ;-)