37

Endelig lød fløjten…

Jeg er lige faldet ned på sædemusklen. Jeg har kørt byen tynd og ikke engang for mig selv, men for andre, som havde brug for assistance. Det blev en lang dag, men kan man dele, så skal man dele, synes jeg. Så det gjorde jeg. Lidt. Og i nogle timer. Først arbejde hos verdens bedste arbejdsgiver og bagefter arbejde hos verden lækreste arbejdsgiver og så lige lidt assistance i form af kørelejlighed og konsulentbistand til de trængende. Bagefter var det hjem til familien igen.

Nu sidder jeg og dufter til Kenneths verdensmesterværdige boller i karry, som simrer på komfuret. Man voldsveder, når man spiser dem. Det er godt, for med hot skal ondt fordrives og vi er stadig småsløje uden for alvor at fejle noget som helst. Måske de sidste rester kan svedes ud? Vi tror på det!

I aften skal der strikkes en smule på ponchoen. Den tegner eminent. Jeg si’r det bare!

Du vil sikkert også kunne lide