32

Porcelænsbryllup

I går havde chefen og jeg porcelænsbryllup.

Engang for længe siden var der en veninde, som sagde, at hun glædede sig til vores sølvbryllup og jeg lo højt og længe og syntes, at det var fuldstændigt latterligt at forestille sig, at Kenneth og jeg skulle nå at være gift i femogtyve år. Femogtyve år er jo en evighed, når man endnu ikke er tredive og gifter sig på en fridag, fordi det er det eneste tidspunkt, man har fri til den slags og det sådan lige kan passe sig og man gør det, fordi man er dødtræt af, at ingen kan finde ud af, hvem, hvad og hvorfor, fordi man er endt i venteværelser, hvor alene det, at sønnike hedder Oliver først og Alexander dernæst og i daglig tale kaldes Sander, gør rigelig forvirring og man ikke behøver forklare hele tiden, at sønnike har ét efternavn og man selv et andet og faderen for øvrigt tre andre i tilgift. Så blev vi gift. I øsende regn.

Det var lykke, det regnede med den dag.

Om fem år har vi sølvbryllup.

Det er bare et blink og en stak raketter. Jeg ved det. Jeg har været med så længe, at jeg ved, at fem år er ingen tid.

Hvem skulle lige have troet det? Ikke jeg, men jeg elsker, at det er sådan. Jeg elsker Kenneth ♥

Du vil sikkert også kunne lide