Hverdagseftermiddag

Jeg kom nordfra og skulle ind gennem byen. Jeg var på vej i den “heldige” retning. Nordgående havde kø, som var lang, som et ondt år. Der var uheld på motorvejen før vores tunnel og i nordgående retning, så mange havde valgt at køre gennem byen i håb om at undslippe køen. De slap da for den, der er på E45.

Vi lå også i kortege. Vi var mange biler, som skulle krydse fjorden på vej hjem fra arbejde. Det er sjældent, at jeg skal denne vej på dette tidspunkt, så det bliver mere en oplevelse end en irritation. Der er god tid til at beundre udsigten og brohuset.

På Vesterbro var vi fortsat dem, der bevægede os fremad. I den modsatte bane var der kun begrænset fremdrift. Vi kørte trods alt. Tæt, men fremad.

Længere nede af Vesterbro passerede jeg Alexander og smed et luftkys i hans retning.

Alexander har forlængst stukket sit hoved frem. Det er lyset og regnen. Årstiden, som aldrig lader mig glemme. Sådan er det bare. Jeg er helt bevidst om, at det er det, der sker. Jeg lader det ske. Der er ingen vej udenom og jeg ønsker den heller ikke. Smerten ved at have mistet skal jeg bære med mig resten af livet. Den er blevet et af mine grundvilkår. Jeg hilser den og giver den det plads, den forlanger. Jeg ved, at smerten og sorgen ikke tager mere plads, end der er rigeligt tilbage til også at glædes og frydes ved farverne, duftene og det rusk, som følger med tiden lige nu. Vi kan enes og deles. Det ved jeg.

Senere, da jeg har parkeret på gårdspladsen og åbnet hoveddøren, mødes jeg af en glad Oskar. Jeg drikker varm kaffe. Jeg nyder, at jeg nu har fri.