Så gik der da et par dage med det …

Nogen er taget til Vesterhavet i dag. Andre er blevet hjemme. Jeg er en af de sidste. Jeg holder søndag hjemme. Jeg har i to dage regnet, skrevet, målt, noteret, ændret og skrevet lidt mere. Og strikket. Ikke meget, men lidt og det har også ret.

Jeg har tegnet diagrammer. Bagefter har jeg teststrikket dem. Jeg har forkastet og prøvet nye og andre. Jeg har strikket små lapper, for jeg vil så gerne, at der er valg at gøre, når man skal strikke efter min opskrift. At man selv kan bestemme. Gøre som man vil. Det holder jeg nemlig selv meget af at kunne.

Jeg har en stor kurv restegarn stående, som konstant frister til små strikkeprøver. Det er planen, at jeg en skønne dag har lavet så mange, skæve lapper, at de kan samles til et eller andet broget og umage tæppe, som Oline så skal døje med resten af mine dage. Herefter kan hun brænde det, men ikke før.

I går brugte jeg af resterne for at strikke hulmønstre. Små lapper med fristende hulrækker, som skal teststrikkes snart.

Jeg er stadig ikke færdig med at opregne valgmuligheder, men jeg har brugt hele morgenen og formiddagen på at skrive rå-skitsen til opskriften. Jeg er ved at være så tæt på, at den faktisk skal prøvekøres om et øjeblik. Det er nu alligevel ret spændende, kan jeg mærke.

I går aftes nåede solen at forsvinde bag havens træer, inden jeg fik kigget op fra garn og papir. Jeg kunne pludselig i det lys se, at græsset rent faktisk er på vej op der, hvor vi regner med en plæne i løbet af efteråret. Måske skal vi ikke længere bare regne med, men begynde at glæde os, for det sker da!