En magtdemonstration

Det kan godt være, at det blæser lidt udenfor. Det kan også godt være, at min oliven på Feddet er gået ud. Det kan endda være, at vejret er i gang med et omslag, men fredag er stadig ung og aftensmaden indtages på terrassen.

Pigerne har forberedt pita og der er krydret kylling og en bred vifte af dejligt grønt at komme i brødene. Der er to slags dressing og ikke et øje tørt. Bagefter trækker vi indenfor, for vinden er faktisk kold.

Mens vi spiser, holder Oskar vagt omkring foderhusene. Ikke på grund af de små spurve og så alligevel …

Spurvenes madindtag kaster nemlig lidt af sig og det er endda sådan helt bogstaveligt. Under foderhusene ligger det foder, de får smidt ned, når de selv har travlt med at spise.

Det har en enkelt due forlængst opdaget. Den holder nyheden for sig selv og nyder alene godt af, at spurve og mejser sjusker og kaster om sig med smulerne. Den kommer hver dag og gentagne gange og tager så turen rundt på plænen under husene. Den finder masser af mad. Oskar er lidt ligeglad og han og duen kan sådan set eksistere i fredelig sameksistens, hvis det ikke er fordi Oskar ind imellem synes, at han lige skal demonstrere sin magt.

Duen er så vant til ham, at den ikke rigtigt gider flytte sig og han kommer den ganske nær. Det er ikke mere end et par meter, der oftest er mellem dem, men når det så stikker ham, løber Oskar rask mod duen, som irriteret letter og flyver op i et af træerne.

I dag var han millimeter fra at nå duen, men da han kunne se, at han ville nå den, satte han farten betragteligt ned og ventede på, at den lettede. Bagefter spankulerede han hen over plænen med en gang, der var en sejrherre værdig. Langsomt.

Et øjeblik efter landede duen samme sted igen. Oskar kiggede dovent efter den, passerede den med få meters afstand og trak op i aftensolen.

En magtdemonstration af det omfang orker man jo kun én gang om dagen.