Hvor har der været stille de sidste par dage. Jeg mangler lyden af Oskar hele tiden og jeg savner hans blide, glade væsen hele tiden. Jeg skal nok vænne mig, men de første dage er det bare slemt for mig og det havde jeg slet ikke troet. Jeg er ikke en tiendedel så hård, som jeg selv går rundt og tror.
I mandags vendte jeg alene hjem efter arbejde og det var så utrolig svært at skulle fjerne alle hans bløde sove-skind og hans mad og vand. Jeg græd som pisket og jeg bliver stadig så ked af det, når jeg om aftenen kigger hen i hjørnet, hvor han foretrak at ligge op ad varmen.
Jeg skal IKKE have en ny hund! Stille dage er okay …
I går tog jeg mig selv i at kigge på muligheden for at adoptere en hund. Du må IKKE sige det til Kenneth, for jeg skal IKKE have en ny hund. Ingen kan erstatte Oskar, men jeg ønsker heller ikke at gen-etablere at være bundet af, at skulle hjem til en hund. Endelig, og efter i mange år at være tvunget til at tage særlige hensyn, er vi frie til at gøre, som vi har lyst til. Vi kan tage ud uden at skulle arrangere, at andre kommer og lufter, passer eller fodrer. Sådan skal det blive ved med at være.
Jeg strikker og glemmer
Jeg bruger ofte mit strik til at slappe af, falde ned og glemme for en stund. Sådan kan det også bruges i disse dage. Jeg er en del alene om aftenen for øjeblikket, så det hjælper at strikke, så det gør jeg naturligvis. Ikke kun nu, men altid strikker jeg, men det gør altså specielt godt, når jeg følelsesmæssigt er i oprørte vande.
Jeg kan mærke, at specielt de strikketøj, jeg normalt betegner som kedelige eller ensformige, er dem, der gør mig bedst. Jeg kan slå hjernen lidt fra, mens jeg lader maskerne glide gennem hænderne og det er lige, hvad jeg har brug for.
I det koncept passer min Like a cloud af Joji Locatelli helt perfekt. Det er lange pinde af simple ret- og vrangmasker i et forudsigeligt, gentaget mønster.
Det bliver lettere med tiden, det med de stille dage. Jeg ved det godt. Jeg er øvet i at lade tiden læge sår.
- tak fordi du havde lyst til at læse med i dag -
Få de sidste nye opdateringer fra bloggen enten på FACEBOOK eller på BLOGLOVIN. Jeg kan også følges på Instagram.
6 kommentarer
Marianne
25. oktober 2019 at 20:01Åååårh nej Liselotte føler med jer. Vi har haft 4 chihauhau. Den første måtte vi tage afsked med efter kun 4 år. Hold op hvor vi tudede. Fik så en ny han og året efter en hun. De fik hvalpe/ hvalp gange 2. Den sidste og ene hvalp valgte vi at beholde. For vi havde det SÅ svært med at aflevere hvalpene sidste år måtte vi tage afsked med den ældste han og vi tudede. Vi elsker de små sjove, umulige egne væsner.
Så jeg føler med dig/ jer.
Meeeen tror I det er heeelt umuligt med en lille ny.
Man skal jo ikke forvente at den bliver som den man havde. Men den bliver lige SÅ dejlig på sin egen måde
Varme tanker Marianne
Dorthe G.
25. oktober 2019 at 16:53Smukt skrevet.
Nana
25. oktober 2019 at 16:04Åh, ja, det er så hårdt at miste sine dyr. Selv om de har haft et langt, godt liv. Selv om man godt ved, at man har oplevet det, der er langt værre. Det er bare hårdt. Jeg føler med dig.
Jeg kan slet ikke forestille mig ikke at have hund, men jeg forstår godt dine bevæggrunde for at afprøve livet uden hund. Hos os taler vi om at trappe ned. På sigt skal vi ikke have tre hunde, måske ikke engang to, men nul hunde ligger uden for min forestillingsevne. Lige nu, i hvert fald.
Jeg ønsker dig en god, stille, lægende weekend!
Trine-Maria
24. oktober 2019 at 15:04Åh jeg tror virkelig godt jeg forstår det. Jeg kan slet ikke forestille mig den tomhed <3 Men jeg synes også vi er meget bundet af dyrene og jeg tænker også ofte, at efter de her så skal der være frihed … men altså en hund der vil én og som trækker en med ud i alt slags vejr kan altså også noget :-)
Venterpaavinblog
24. oktober 2019 at 14:17Hvor fint med hobbyterapi og lidt lys i mørket – det er helt sikkert med at finde ro og glæde i de små ting, når livet slår knuder :)
Mette Bech
24. oktober 2019 at 14:15Da jeg sagde farvel til Lillebror, sagde jeg også farvel til livet med hund for en stund, men der gik ikke en dag, hvor jeg ikke forventede at møde en glad hund når jeg kom hjem. Der gik ikke en dag, hvor jeg ikke kunne tage mig selv i at kigge efter ham på hans yndlingsplads i huset eller haven.
Jeg havde besluttet, at give mig selv minimum et halvt år uden hund. Friheden til at kunne gøre jeg hvad ville, når jeg ville var bestemt skøn – så jeg forstår sagtens dine bevæggrunde for ikke at ville have hund igen.
Jeg holdt løftet til mig selv, men måtte erkende, at jeg er et hundemenneske – og en hundemenneske uden hund… det går jo bare ikke.