Ovenpå igen

Jeg har så rigeligt med dramaer i mit liv, så selv at skabe flere ville være dumt, men alligevel var jeg ved det i nattens løb, da jeg pludselig bildte mig ind, at døden var nær. Jeg havde ondt. Rigtigt ondt, men det fortog sig heldigvis efter et stykke tid.

Jeg sank ikke ned i bundløst mørke, men flød ovenpå igen og latterlig var jeg, for helt ærligt, så er der vist ingen der endnu er død af nyregrus og ral der skal passere, men jeg var jo så sikker…

I dag føles det, som har jeg fået tæsk med et baseball-bat. Jeg har fortsat ondt, men det er i aftagende. Jeg har pakket midterpartiet ind i uld og varme og det hjælper så meget, så jeg nu har rejst mig fra sengen.

Udsigten er skøn. Solen skinner og skyerne løber henover himlen, så mon ikke det alligevel ender med en dejlig weekend, som passende kan bruges til at lade op til sønnikes operation på tirsdag. Rengøringen og oprydningen, som skulle være overstået nu, kommer til at vente og det dør ingen af, så i stedet vil jeg nyde, at tiden er til de stille aktiviteter.

Jeg har en plan. Jeg vil lave mig en mobile. Jeg elsker dem og har altid gjort det. Mine unger har altid måttet leve med, at deres mor syntes, at mobiler var fantastiske og derfor kreerede nye med mellemrum, som de efterfølgende blev tvangsindlagt til at kigge på. Nu vil jeg lave en ny.

I sensommeren sidste år, købte jeg et blad, som havde en reportage med forslag til dekorationer inspireret af Matisse. Jeg forelskede mig håbløst i mobilen og bladet er blevet gemt af samme grund. I dag er tiden vist kommet og papiret, ja det tror jeg, at jeg designer selv. Det skal nok kunne sætte en ondskabsfuld nyregrus skakmat…