Endelig hjemme…

Først havde han glemt, at vi skulle en tur indenom Århus centrum, men det tager skam heller ikke meget mere end ½ time ekstra. Bagefter skulle vi så lige gøre holdt i Fåborg, hvor vi blev meldt til politiet, fordi han stod og udvekslede grammafon og højtalere med en fynbo, som havde købt hans udslidte. Det var alligevel en tand for skummelt for en indfødt, som syntes det burde rapporteres. Politiet kom, som vi forlod gerningsstedet, men jeg kan her, for god ordens skyld, lige sige, at der intet ulovligt var ved det vi foretog os. Allerhøjst parkeringen og Olines bukser. Nu ved I, hvor i kan henvende jer.

Endelig kunne vi så komme afsted mod København, som vi først ramte sent fredag aften. En god middag, med alt hvad hjertet kan begære, efterfulgt af en kop kaffe og en god whisky og vi sov sødeligt, lige til lørdag morgen.

Lørdag var Olines dag. Umådeholdne forsøg på at snigløbe hende til en tur ind til centrum havde absolut ingen effekt. Barnet ville i Fields, så nu har vi så været der. For første, eneste og sidste gang, håber jeg. Yngste blev dog et par tekstiler rigere, ligesom der sneg sig et spil og lidt frokost indenbords, så hun har helt sikkert syntes det var udbytterigt.

Moderen skal ikke klage. Jeg blev en taske rigere. Mandarina Duck, Knock-serien (billede 3), fed… fed… og endnu federe, så lidt var der da at investere i derude.

Efter turen i helvedes forgård kunne vi så sætte snuden direkte i retning af nordsjælland, hvor Susanne ventede på Kenneth, så de kunne snige sig over til naboen, for at “låne” lidt brænde. Det lykkedes og i mellemtiden fik vi installeret Oline i lænestolen, hvor hun blev til vi tog hjem sidste på aftenen. Hun fik det pludselig skidt.

Imens hun lå og slangede sig foran brændeovn og tv, spiste vi andre en dejlig middag. Vi snakkede, hyggede os med hinanden og syntes i det hele taget, at det er alt for sjældent, at vi ses, men sådan er det, at bo i hver sin ende af landet.

Pludselig var det blevet sent. Sommertiden stod for døren og det havde jo vist sig, at vi skulle indfinde os hos farmor tidligere end beregnet, så det gik snart hjemad igen. Hjemme var der redt op, så det var hurtigt under dynerne og så… ja, så snorkede Kenneth. Jeg puffede, skubbede og næsten slog til sidst, men lige lidt hjalp det, så jeg har kun sovet et par timer i nat og var noget klatøjet, da vi indtog Farum i formiddags.

Kenneth bærer på en hemmelighed. Han hedder jo ikke bare Kenneth. Så heldig har ingen lov til at være, så han hedder også Egon.

Han hedder det ikke uden grund, så her er lille Egon og store Egon foreviget i et øjebliks koncentreret samtale. Kenneth er opkaldt efter sin onkel og nok er han ikke høj, men dejlig, det er han. Et rigtigt rart menneske, som sammen med alle de andre familiemedlemmer var med til at gøre dagen speciel og hele den hektiske tur værd.

Fætre og kusiner, onkler og tanter og naturligvis fødselsdagsbarnet, som havde en dejlig dag, selvom vi var ved at blive blæst baglæns af frustrationen ovre på den anden side af gaden, da de måtte aflyse fodboldkampen og FCK’s tilskuere måtte køre hjem igen uden andet end forfrysninger i tæer og ører.

Sommertiden faldt sammen med noget der lignede en regulær snestorm, så vi blev enige om, at det vist var nu, vi skulle køre nordover. Undervejs besluttede vejret sig heldigvis for at slå om i regn. Tæt, tung og massiv regn, som forsinkede os, men alligevel ikke forhindrede os i endelig at nå hjem på matriklen igen.

Her er der gjort rent fra ende til anden. Mor har passet Oskar og ikke alene har hun passet ham Hun har gjort rent i hele huset, tømt vasketøjskurvene og lavet kaffe til vi kom hjem. Stearinlysene er tændt. Ingen kan ønske sig mere… uhm…