Du danske sommer…

Den ligner, men om den er…?

I haven er mange forskellige planter og det er langt fra dem alle, jeg kan give dig navnet på. Faktisk er jeg gennemsnitslig dårlig til netop det, for jeg glemmer ofte navnene på de forskellige blomster og træer. Det er ikke vigtigt, bare de er smukke.

Til gengæld har jeg en hyppig gæst, som er eminent til at huske den slags og hun gør mig oftere klogere på i betegnelserne. Denne her har hun dog ikke navngivet endnu og den er vist ikke mage til hendes, men den ligner altså.

Navnet er ikke vigtigt. Bomsten er. Den gør mig glad, når den står og lyser op i staudebedet. Sammen med alt det andet, som er ved at være plantet tæt dernede, gør den haveoplevelsen dejlig og sanseudvidende. Det er sådan en have skal være.

Om ganske få dage springer den første Dahlia ud. Jeg tror den er gul, men den kan stadig nå at overraske og det må den gerne. Den vil så blomstre helt frem til den første frost og den skal ikke gøre det alene. Den er i selskab med næsten tyve andre planter, som er på vej af jorden. Det bliver smukt og en rigdom at kunne plukke af, for jo flere man plukker, jo flere kommer der. De står dernede i en bred palet af farver. Jeg glæder mig til de første springer ud.

Brombærrene står i blomst. Bierne har travlt for øjeblikket, for det er lige nu alting byder sig til og der er nok at lave for en honningbi. De summer omkring og gør haven levende. Det kan jeg vældig godt lide.

Lidt senere kan der hentes kilovis af de skønneste brombær, som skal forvandles til vinterens syltetøj. Sammen med hindbær skal det nok blive godt. Det smager skønt på en varm pandekage og dem spises der nogle stykker af her i huset, så kulden engang er her.

Solbærrene modnes langsomt, men sikkert. Der er ikke mange i år, men sådan er nogle år en smule fattige og jo mere sætter vi pris på årets høst.

Samtlige solbær forvandles til den skønneste, blanke marmelade, for det er en af yndlingene, når der skal vitaminer indenbords, men det er ikke nu. De får stadig lov at hænge en tid endnu indtil de alle er store, sorte og saftspændte. Så ender de i gryden.

Til gengæld er der rysteribs lige om hjørnet. Som sædvanlig er buskene tunge af snart modne bær og jeg elsker den sursøde smag af ribs og rørsukker, som har trukket nogle timer. Det smager skønt til det meste og resten forvandles til ribssaft og gelé, som giver smag til vinterens stege. Uhm.

Også æblerne trives. De strutter af sundhed og der er endnu ikke tegn til skidt i nogle af dem, så jeg forventer en rimelig høst, men ingen kan vide sig sikker, før vi når efteråret.

Jeg er fortrøstningsfuld, for æblet er min absolutte yndling og jeg glæder mig hvert eneste år til at forvandle høsten til kompot, chutney, grød, marmelade og alt det andet, som smager så vidunderligt af sommer.

Tilbage ved krydderurtebedet kan jeg konstatere, at den ene timian er i blomst. Der er et leben i og omkring planten, for både bier og sommerfugle elsker den.

Jeg kan sidde længe og iagttage livet, som det udspiller sig i den temmelig undselige busk, men sikke liv. Der er masser af insekter, som gør tidsinvesteringen rentabel, så et par minutter på stien udenfor, er ikke det værste jeg ved.

Det er umiskendeligt sommer. Selvom himlen er grå og dråber ind imellem finder vej herned, er vejret vidunderligt og temperaturen skøn.

Om et øjeblik har jeg ferie. Jeg kan slet ikke forstå, at det allerede er nu. Tiden må gerne gå i stå. Bare et øjeblik.