Kan man være katteræd?

Inden aftenen blev mørk, nåede solen igen at titte frem. Da vi spiste, stod den lavt og sendte sine gyldne stråler indenfor i køkkenet, hvor min underlige hang til mobiler også manifesterer sig i et ubenyttet hjørne.

Disse store skaller elsker jeg. De giver den fineste lyd, når vinden blæser ind gennem køkkendøren, men de er skrøbelige og i grunden burde de slet ikke hænge så udsat, men jeg købte en reserve, som kan erstatte denne her, hvis uheldet skulle være ude.

De minder mig om vores dejlige tur til Vorupør og når solens stråler rammer dem, får de den smukkeste varme farve, som jeg nyder at betragte.

Aftenturen med Oskar bød også på gyldne farver. Nede omkring jernbanen ligger bl.a. en underlig opbevaringsplads for gamle lastbilhængere, men i den nedadgående sol var pladsen faktisk helt smuk.

Jeg har ingen idé om hvem, der ejer den plads. På lågen er et skilt med “Uvedkommende ingen adgang”, men så bliver menigmand heller ikke yderligere oplyst og det er der sikkert ganske gode og fornuftige grunde til. Jeg skulle nu alligevel snuse lidt, da jeg hørte hundeglammen nær ved.

Det var Pjosket ligeglad med, for over sporet kom pludselig en stor, doven kat og jeg er ked af at sige det, men hunden er lige så ræd for katte, som jeg er. Katten var til gengæld ikke det mindste ræd for hverken mennesker eller hunde, så den stilede direkte imod os med en irriterende iver, som fordrede aktiv handling.

Vi blev hurtigt enige om, at vi vist også skulle hjemad og siden har vi brugt tiden på at pleje sjælene efter den sindsoprivende oplevelse. Vi er ikke helt os selv endnu.