2

Det evigt tilbagevendende problem…

image Når vi nu, lidt senere, kommer i rigtigt dejligt selskab, er menuen endelig lagt fast…

Vi starter med lammekølle fyldt med abrikoser og pinjekerner. Små smørstegte aspargeskartofler med et solidt drys havsalt og smørstegte rosenkål med bacon. Jeg VED det smager himmelsk fordi det er manden på matriklen, som er ansvarlig for hovedretten. Problemet dukkede først op tidligere i dag, da han meddelte mig – rimeligt nok – at jeg måtte sørge for desserten. Det gi’r mig altid hovedbrud, for jeg elsker desserter, men synes ofte de tager enormt lang tid at lave – og nu HAVDE jeg jo muget ud hele formiddagen… og derfor ikke brudt mit (kønne) hoved med desserter…

Efter kort betænkningstid meddelte jeg glædesstrålende, at jeg vidste hvad vi skulle have. Vi skal nemlig have bagte æbler. En guddommelig dessert, som er utroligt nem at lave. Rigtig efterårsspise og med gode æbler på den fiktive kistebund, er det bare at gå i gang, så det vil jeg gøre lidt senere. Inden skal I dog lige have opskriften, så I selv kan hygge med kanelæbler… uhm!

Til 6 personer:

6 faste æbler
50 g marcipanmasse
50 g smør
2 tsk kanel
25 g hasselnødder
3 spsk rosiner
1/4 liter piskefløde

Vask og tør æblerne, fjern stilkene og udhul æblerne fra den ende, hvor blomsten sidder. Stil æblerne i et smurt ovnfast fad – eller endnu bedre, i små skåle, så hver får sin egen med masser af guf i bunden ;-)

Hak nødderne. Bland dem med blødt smør, kanel, marcipan og rosiner (de kan udelades, hvis du er “overfølsom”) og fyld det i æblerne. Bag dem 15-20 min. ved 210 gr. og server dem varme med en skål koldt flødeskum. Pynt med en klat flødeskum, et drys nøddekerner og kanel…

Du vil sikkert også kunne lide