13

Hva’ hedder du?

Jeg har altid præsenteret mig selv som Liselotte, når jeg har mødt nye mennesker. Altid. Det underlige er så, at jeg levede 13 år i København uden nogen brugte det. Ikke så snart havde jeg præsenteret mig før de konsekvent begyndte at kalde mig Lotte, aldrig Liselotte. I alle årene derovre hed jeg Lotte ligegyldigt hvor jeg kom frem og når jeg så vendte hjem til jylland, var det Liselotte som kom hjem på besøg.
Nu bor jeg i jylland og præsenterer mig altid som Liselotte, når jeg møder nye mennesker. Altid. Det underlige, eller helt logiske om nogen vil, er så at jeg også bliver kaldt Liselotte og aldrig Lotte. Ikke en eneste jyde har nogensinde kaldt mig Lotte udover dem, som er blevet præsenteret for mig som Lotte, for det sker nemlig. Jeg har jo en mand, som konsekvent kalder mig det og ikke mit fulde navn. Ind imellem sker det faktisk at han når at sige noget før mig og så kan det hænde, at han præsenterer mig som Lotte og så er det hvad jeg bliver kaldt. Det er altså tilsyneladende et københavnsk fænomen at forkorte navnet, eller hvad?

Det mest fantastiske er så, at hjernen tilsyneladende selv kobler stemme og forventet navn, for det er ind imellem sket at f.eks. en af mine svogre har kaldt mig Liselotte og på trods af, at jeg er den eneste til stede som hedder det, reagerer jeg overhovedet ikke på navnet. Jeg hører simpelthen ikke at der bliver kaldt på mig. Hjernen forventer per automatik at her hedder jeg altså Lotte, så jeg bliver døv for andet…

I går aftes blev jeg pludselig kaldt Lotte af en fremmed, som lige var blevet præsenteret for mig som Liselotte. Det mest fascinerende var, at det var en tilflytter… fra København…

Du vil sikkert også kunne lide