Kyskhed… en misforståelse…

” Af alle seksuelle afvigelser er kyskhed den værste”, sagde Anatole France engang i fordums tider og det er der dælme en sandhed i. Ikke bare som seksuel kyskhed, men i alle livets forhold er kyskhed en misforståelse, altså i mit hoved. Ikke i mange andres.

Kender du ikke den type mennesker, som hele tiden gemmer det bedste til sidst, eller for den sags skyld gemmer alt til sidst. Den der gemmer til natten, gemmer til katten. Noget de vist ikke har fået fat i, og når det endelig går op for dem, er det alt for sent. Så sidder de og flæber over at de hele livet har følt sig forbigået, men de har gemt og glemt, har de. De har i hvert fald glemt. Glemt at spise de gode ting fra livets buffet. De har gemt det bedste til sidst og nu sidder de tilbage uden tænder og kan ikke tygge det.

Ærgerligt. Synd. En skam. Måske, for det handler jo dybest set om at være bevidst om de valg man træffer gennem et helt langt liv og at være bevidst om de omkostninger de valg har. Det er fint nok at vælge at gemme det bedste til sidst, men vid at det kan have kedelige konsekvenser og lad være med at beklage dig, når du sidder tandløs tilbage.

Nu skrev jeg tidligere at disse ting ind imellem gør mit liv en anelse besværligt og det gør de. Ikke sådan så jeg ikke kan håndtere det, men mere sådan at jeg altid skal forsvare og argumentere og det er en anelse besværligt for omgangen med andre mennesker altid at skulle forklare.

Der er mange mennesker, som har deres portion af gode råd og meninger om hvordan jeg bør prioritere i mit liv. De er allesammen meget villige til at dele disse råd med mig og de er også allesammen mere end villige til at fortælle mig, når de synes jeg burde prioritere anderledes.

Altsammen af et godt hjerte. Formoder jeg. Alligevel undres jeg. For jeg finder det besynderligt, at de mener jeg skal opprioritere det forudsigelige og nedprioritere det spontane. De mener jeg skal opprioritere det ansvarlige til fordel for det koncept der hedder “det går nok altsammen alligevel”. De mener jeg skal opprioritere det strukturerede fremfor det anarkistiske, som faktisk er det jeg trives bedst i. De mener det er bedre for mig.

Hvordan kan noget være bedre for mig, hvis jeg mistrives. Det forstår jeg ikke. Hvordan kan noget jeg mistrives i være bedre end det koncept, som gennem et forholdsvist langt voksenliv har bevist sin værdi for mig og desuden har været med til at forme mig til det menneske jeg er i dag. Hvordan kan det være bedre for mig, hvis det de siger er sandt. At de elsker mig og vil mig det godt.

Hvordan kan de mene at de ejer sandheden. At de ved hvad som er bedst for mig. Hvordan kan de mene, at deres måde at anskue verden på er bedre end min.

Når vi i stille stunder sidder og sammenligner liv, siger de gerne, at de beundrer min aldrig svigtende tro på, at livet er til for at glædes over. Helst hver dag. At de beundrer min evne til altid at tage tingene som de kommer, fremfor at lade mig knække af livets uforudsigelighed vælger jeg oftest at favne det og få det bedste ud af det. De siger, at de beundrer min evne til at improvisere, min lyst til at leve, min trang til at udforske og min evne til at være til stede.

Alligevel synes de, at de har patent på sandheden og den rigtige måde at leve på. Alligevel synes de, at de skal fortælle mig, at der er andre måder at prioritere på end min. At de er bedre. At de er mere sikre. At de giver større sandsynlighed for en tryg alderdom. At de giver mere orden og struktur. At det er godt.

Jeg lever hver dag, som kunne den være min sidste. Jeg ved livet er skrøbeligt og jeg har set døden så mange gange, at den ikke længere skræmmer mig. “Jeg er ikke bange for at dø. Jeg vil bare helst ikke være til stede når det sker”, som Woody Allen siger.

Jeg vil ikke puttes i en ligusteromkranset kasse, hvor jeg hver aften skal sidde og se TV ved siden af en mand jeg aldrig snakker med. Jeg vil leve hver dag, som kunne den være min sidste og derfor prioriterer jeg lysten fremfor pligten. Derfor er der nullermænd og vasketøj, langt græs og ukrudt, glemte aftaler og ustabilt fremmøde, røde rykkere og hovsaløsninger, men netop derfor er der også spontane kager, naboomdelt syltetøj, musik og dans, strandture med drageflyvning og masser af hjerterum og godt humør.

Hvis der skal være det sidste er det, med mit liv, uundgåeligt at der også er en god del af det første, men jeg har har valgt og kender konsekvenserne. Jeg kan leve med dem, så jeg ville ønske de andre også kunne lære det på mine vegne.

Jeg vil altså ikke bytte… forstå det dog…