Den franske pen…

For efterhånden mange år siden, var endnu en sommerferie i Provence godt i gang, da jeg fik øje på pennen, jeg ikke kunne leve uden. Den lå og var så smuk, så jeg var overbevist om, at den ville flyde over med fantastiske ord og snørklede bogstaver, hvis bare…

Jeg måtte bare eje den, men fordi den var fremstillet i sølv og glas fra Venedig, kostede den naturligvis en halv bondegård, hvilket jeg på det tidspunkt ikke ejede endnu.

Resten af ferien spinkede og sparede jeg, for pennen måtte jeg eje…

Den pen har været forsvundet i flere år. Jeg har været ulykkelig, for jeg har hele tiden været overbevist om, at jeg havde forlagt den et eller andet sted. Indtil sidste år var det sidste jeg gjorde, når jeg havde afsluttet en arbejdsopgave, at bede om en underskrift. Pennen var sikkert forsvundet i et uopmærksomt øjeblik, men jeg kunne fortsat mærke ærgrelsen over, at jeg havde været så uopmærksom.

For et øjeblik siden, skulle jeg endnu en gang lede efter noget, som jeg vidste normalt blev lagt i min taske, men sjældent brugt. Jeg tænkte, at den eneste sikre vej, var gennem skabet med tasker, som rummer mere end én af slagsen. De står pænt derinde, på nydelige rækker og venter på deres tur, for jeg skifter naturligvis efter humør.

Allerbagest stod en af de tasker, som jeg sjældent bruger. Jeg elsker den, men den er bare ikke specielt praktisk i hverdagen. Jeg gravede ned i lommerne og op af tasken kom min pen pludselig til syne.

Det var den bedste julegave jeg kunne få, men sig det ikke til Kenneth, for naturligvis plejer han at være eminent til den slags også og jeg vil så nødig give ham grund til ikke at gøre det i år…