17

Den stolte bygherre

Jeg tror, nej, jeg er helt sikker på, at Alexander har haft et par forrygende dage nede bagerst i haven, hvor han og Kenneth har savet og hamret.

Efter min abrikosmarmelade var hældt på glas, var der kaldt til samling nede i skoven og der, midt i det hele, sad den stolte bygherre og tronede…

Den stolte bygherre

Han var stolt som en pave og da jeg foreslog, at han fik taget et billede, som kunne dokumentere hans arbejdsindsats, var han ikke sen til at sige ja, så her ser I altså den stolte indehaver af et stk. natur- og fantasifremstillet hegn, som han indkasserede ret mange kys for. Det sidste var han faktisk ikke utilfreds med.

Hele hegnet

Det ender med at blive et fantastisk sted for store og små. Vores egen lille gemmested, hvor hængekøjer, gynger og klematis kommer til at kæmpe om pladsen sammen med hele familien, som allerede nu er vilde med det hele.

Skurvognen skal naturligvis renoveres. Maling, rengøring og siden installation af en kæmpestor seng, som gerne må fylde det meste, er de næste projekter. Dernede kan vi læse uhyggelige historier, fortælle løgne og så er der endda indlagt el, så der både er lys og varme i skidtet.

I dag huskede vi på morfar, som i sin tid forærede os vognen. Vi ville allesammen ønske, at han havde været her til at grine lidt af vores tosserier, men måske sidder han et stille sted og kigger alligevel med, mens han ryster lidt på hovedet.

Du vil sikkert også kunne lide