Oline tripper utålmodigt. Hun har ventet i evigheder på den nye udvidelsespakke til Sims 2, nemlig en eller anden åndsvag kæledyrsindkøbsmulighed, som efter sigende skulle give hende chancen for at administrere livet for et nøje udvalgt dyr af enten katte- eller hunderacen.
Om en times tid kommer bedsteveninden og sammen skal de ind til byen, for at investere i det nye spil. Bagefter skal de begrave sig inde på værelset, hvor de det næste døgn skal gøre helvede hedt for et stakkels lille dyr, som formentlig når at dø af udmattelse.
Jeg synes bare, at hun skulle tage sig sammen og leve i virkeligheden, hvor Pjosket gerne lærer kunster, giver pote og går lange ture, men sådan er jeg så dum.
10 kommentarer
Liselotte
19. oktober 2006 at 18:49Jeg tror du har ret. En grøn tilfredshedsdiamant, som følger hunden konstant ville også gøre ham helt og aldeles Oline-venlig, er jeg sikker på…
En far
19. oktober 2006 at 18:16Det kunne være, at Oskar var mere interessant, hvis indlæringshastigheden var den samme som i Sims. Eller han havde sådan en “tids-accelerator”-knap, så man kan spole frem i tiden.
Liselotte
19. oktober 2006 at 13:53Jo, det er det vist, Hanne. Jeg hører det gang på gang, så det er ikke det mindste usædvanligt, men ikke desto mindre utroligt, som de skal plage livet af forældrene for at få en hund, hvorefter den kun er sød og dejlig, når der skal soves i arm… ;-)
Hanne
19. oktober 2006 at 13:47Nu har jeg ingen hund, og ingen datter, så det skal jeg ikke gøre mig klog på !
Men mon ikke det er et typisk problem, når børnene endelig har fået sig et kæledyr?
Liselotte
19. oktober 2006 at 13:29Hanne, du har ret og det er heller ikke fordi jeg ikke forstår hendes ønske, men hvorfor fanden i panden skal det være så svært at få pigebarnet til at gå en tur med Oskar, når hun tilsyneladende er så vild med hunde ;-)
Liselotte
19. oktober 2006 at 13:12Jamen selvfølgelig er hun ikke den eneste, Stina :-)
Jeg anfører også bare, at det kan undre, at hun ikke i stedet koncentrerer sig om den hund, hun i forvejen har siddende, men sjovt nok er det slet ikke det samme… ;-)
Hanne
19. oktober 2006 at 13:12Nå,nå,nå…Liselotte!
Nu må du ikke være så hård mod Oline, taget i betragtning hvor meget tid , og til hvor megen fornøjelse/job moderen tilbringer ved computeren;-) (Og er rigtig,rigtig god til det!)
– Oline har den hårde virkelighed mere inde på livet end de fleste, hun skal ha’ lov til lidt hyggeligt tidfordriv som os andre ;-)
Stina
19. oktober 2006 at 12:59Det skal lige siges at din yngsteunge ikke er den eneste med udkig paa netop denne nye pakke til sims 2. Jeg bliver noed til at indroemme at jeg selv sender forelskede blikke til “koeb”knappen paa amazon da jeg slog det op i gaar.
Jeg undskylder i oevrigt manglende bogstaver, men min egen computer er brudt sammen, og kaerestens er stadigt udstyret med engelsk tastatur.
Liselotte
19. oktober 2006 at 12:14Ja, det er underligt, som de virtuelle er attraktive. Jeg syn’s bare, at den unge dame skal fatte halsbåndet og komme afsted ud over stepperne, men hun er ikke enig ;-)
capac
19. oktober 2006 at 12:03Næh, hvor det ligner noget herhjemme! Hvorfor mon det er sjovere at gå tur med en digital hund på en farveskærm end med Gravhunden i Mindeparken? Måske, fordi man ikke får høm-høm på fingrene, når der går hul på posen…