Rabarbersuppe

Morgendagen byder på gæster. Nye tider er oprundet og derfor er det pludselig blevet muligt, at være temmelig sikker på, at selv fremtidsbaserede aftaler kan overholdes. Sådan var det ikke tidligere.

Når man er en travl familie, med mange jern i ilden, skal der planlægges visitter langt ud i fremtiden. Det forstår jeg godt, men det har sjældent været kompatibelt med Alexanders helbred, som med næsten imponerende præcision svigtede i dagene op til samvær med vennerne. Derfor er der ind imellem gået lang tid mellem gensynene, men som sagt prøver vi at tage revanche nu.

Det er også forklaringen på, at formiddagen er brugt på at lave rabarbersuppe, som nu står til køl på terrassen.

I morgen skal den serveres kold med en rundhåndet skefuld mascarpone og lidt mynte på toppen. En italiensk mandelkage får lov til at forsøde yderligere sammen med en god kop kaffe.

Der skal bages, for de kommer til kaffe. Søde, fuldfede muffins og en gulerods-/squashkage med blåbærcreme skal fremstilles om et øjeblik, men inden er det vel tid til en pause. Den kan passende bruges til opvinding af nye garnforsyninger, som skal forvandles til små , lune overraskelser. Et dejligt arbejde.

Rabarbersuppen er lavet af et halvt kilo rabarber skåret i små tykker og kogt med 1½ liter vand til de er møre. Saften er siet fra og tilsat 500 gram sukker og kornene fra en vanillestang. Ved kogepunktet er den tyknet ganske let med en smule kartoffelmel rørt op i vand. Den må endelig ikke blive for tyk, men skal kun lige “samles” en smule. Smag suppen til med citronsaft.

Suppen skal være syrligsød så den snapper en lille smule og stil den så på køl, for den er færdig og overhovedet ikke stor kunst, men den smager så englene næsten taber vingerne.