Hele konceptet med ærteblomster er og bliver en succes, som gentages år efter år. Det er nemt og er man flittig med saksen, belønner planterne gerne med en hav af konstant blomstrende skønheder, så det er bare med at bære indenfor.
Sorten i år er ikke bare duftende, men også gavmild med sine blomsterknopper. Den første blomst sprang ud, lige som vi rejste, men der er kommet mange til siden.
Planterne er fulde af bristefærdige knopper, som om et øjeblik vil indhylle terrassen i den vidunderligste duft. På køkkenbordet står en buket og i stuen endnu en. Hele huset dufter af den sommer, som ikke er her.
I år havde jeg planter i overskud, da jeg havde lavet de to “tårne”, som skulle stå på terrassen. Planterne smed jeg blandt andet ned i nogle pileflettede plantekasser, som står langs hegnet på terrassen. Nu vokser de med hast og sætter af til blomsterknopper. Det bliver smukt, når de endelig begynder at blomstre for alvor.
Der er også sat planter i hjørnerne af nogle af krukkerne på terrassen, så der er nu de forunderligste og eventyrligste hjørner med lange stængler med smukke blomster, som kravler og pynter helt og aldeles uautoriseret hist og pist. Ovre langs tørrepladsen, havde jeg åbenbart også sat et par stykker, for der er nu de yndigste, lyserøde ærteblomster, som forsøder ophængningen af vasketøj.
De er flittige og endda uden nogen som helst former for arbejde for mig. Den slags kan jeg jo godt lide.
5 kommentarer
Liselotte
24. juli 2007 at 13:39Jeg tror, med historien om din søster, at det handler om for lidt sol så – hvor er det ærgerligt, men måske viceværten giver lov ;-)
Anita
24. juli 2007 at 12:01Liselotte, jeg ved det ikke helt, for jeg kan se at min søsters blomster står utrolig flot og blomstrer i vildskab og hun har OGSÅ stillet dem i en stor potte med tårn på sin terasse. Men derude er der sol og varme hele dagen igennem, når den da er her, og så får de af regnvandet ovenfra. Hun gør intet andet ved dem end at høste af dem.
Jeg fatter intet, men pønser stærkt på at spørge viceværten, om jeg ikke godt må plante dem op ad husmuren, nede ved plænen, næste år.
Jeg nægter simpelthen at gi’ op! ;o)
Liselotte
24. juli 2007 at 11:38Anita, det er egentlig underligt med blomsterne, for de er ikke specielt krævende og står flot allevegne hos mig. På udsatte steder med meget vind vokser de flot. I potterne på terrassen vokser de flot. Jeg har endnu ikke oplevet, at de ikke ville, så det er meget underligt, men måske handler det om solmængden?
Tak Joan, vi havde en skøn tur – og ja, de ærteblomster, de er skønne og dufter dejligt, gør de :-)
Joan
24. juli 2007 at 11:31Først.. Velkommen hjem. Lyder som en dejlig tur, har bare ikke lige haft overskud til kommentarer ;)
Uh ja, jeg er jo vild med ærteblomster.. plukker og plukker, og de bliver ved. Det er skønt… Helt rigtig, som du skriver.. Der dufter af den sommer, som ikke er her.
Anita
24. juli 2007 at 11:27Jeg vil godt lige komme med mit besyv, for det er utrolig let at have med ærteblomster at gøre – hvis man vel at mærke har en have!
Trænger man til udfordring på den front, så skal man bare gøre som jeg; være håbefuld godtroende og plante dem i potter på en altan, som kun har en lun aftensol at gøre godt med og ikke alt for meget læ. Det er nemlig ikke nok til de skønne duftende ærteblomsters næring, så helt lette er de nu altså ikke at få til at té sig, som man gerne vil ha’ det.
Tilsyneladende kun, når man har en have ;o)