13

Far og Elvis

I dag er det tredive år siden Elvis døde. Min far var stor fan af ham, så jeg har lyttet til og elsket Elvis siden barnsben. Når In the Ghetto blev fremført, kunne jeg på det nærmeste ende i krampegråd, for den sang var bare så frygteligt sørgelig og far var aldrig sen til at grine af mig, når det skete.

I dag ville min far være fyldt 67. Han var et af de mennesker, som hele sit liv blev snydt. Evig og altid var han, efter eget udsagn, uheldigst af os alle. Spiste vi kylling, fik han det stykke, hvor der næsten intet kød var på. Fik vi flæskesteg, fik han det stykke, hvor sværen naturligvis ikke var blevet sprød og fredag aftens standardbemærkning var altid “Ja, så er den weekend snart gået. Om et øjeblik er det søndag…”, efterfulgt af et dybt suk.

Den dag Elvis døde, valgte min far at tage det som en personlig fornærmelse.

– Ja, og af alle dage skal han lige vælge min fødselsdag. Så fik han da den godt og grundigt ødelagt!

– naturligvis efterfulgt af et dybt suk. Det hjalp ikke det mindste at påpege, at der er ret stor forskel på at være stendød og så opleve, at et af idolerne dør på ens fødselsdag og at vi klart ville foretrække det sidste, fremfor det første. Hans fødselsdag var ødelagt. Basta.

Gad vide om han jammer med Elvis i aften? Hvis han gør, ved jeg ikke engang om jeg synes, at han fortjener det, men hvis ikke, er han endnu en gang blevet snydt og så skal de høre på al den ynk deroppe. Lad os håbe guitaren er fundet frem.

Du vil sikkert også kunne lide