Og der blev lys

Vi stred os gennem vildnisset nede bagest i haven, for bøgehækken skulle inspiceres på den bagside, som ellers er forbeholdt vores bagbo. Der går en lille, blind vej ned til hans hus. Vores grund støder også op til vejen, men vi kommer aldrig nogensinde på den side af grunden. Vi har intet ærinde derovre og når vi en sjælden gang er der, er det næsten med en følelse af, at vi er uvedkommende og vi synes, at vi skal forføje os i en fart, så det gør vi.

På vej gennem vildnisset opdagede jeg pludselig, at kastanjen står med lys. De er ikke sprunget helt ud endnu, men det varer ikke mange dage/timer, før de står med kæmpelys og så kastanjen altså et fantastisk skue, synes jeg.

Hækken vokser sig stor og forhåbentlig snart rigtigt tæt. Vi venter med længsel, men det ser fornuftigt ud og vi kan sagtens gå ned og klippe den nu, så der var endnu en opgave, som skal overståes snart.

Tilbage på terrassen sank vi sammen i hver sin stol. Vi er trætte. Møre efter en lang dag med masser af skønne aktiviteter, men gud hvor er vi møre.

Om vi har spist, endsige er gået i gang med maden? Nej, men vi gør det lige om lidt. Vi gider ikke grille nu. Vi improviserer. Friskkogt tomatsauce, pasta og masser af basilikum, så går det nok. I morgen skal der grilles. Helt sikkert.

Jeg samlede eftermiddagens sidste rester sammen og bar dem indenfor. Resten af lørdagen er helliget sofaen, tv’et og hinanden. Det er i orden med mig.