Tag mig sammen!

Morgenen er grå, men ikke mere grå, end der stadig er udsigt til blå himmel. Der er god tid, for jeg møder sent i dag. I hører mig ikke klage det mindste. En mandag med sen start er som balsam på min sjæl og jeg elsker, at der er tid til at starte ugen stille og roligt.

Jeg er sikker på, at Oline har gavn af, at alting kan foregå i langsommeligt tempo og jeg tror på, at sådan en start smitter af på resten af ugens dage. Oline møder sent hver eneste mandag. Hun har god tid og kan mærke, at jeg har det samme.

Jeg nåede kun at skrive ovenstående, inden jeg blev ringet op. Vi har en tolk syg i dag og så dækker vi gerne hinandens opgaver, hvis vi kan. Jeg har tiden i dag, men jeg har ingen bil, for herhjemme er vi for øjeblikket kun udstyret med én af slagsen og den har Kenneth hele formiddagen.

Sådan er man nødt til at planlægge, når man, som langt de fleste vel, kun har et køretøj i en familie. Vi er ikke vant til det. Vi er vant til, at vi har to biler og dermed frihed til at arrangere, som vi lyster. Det kræver øvelse at koordinere. Vi bliver hele tiden bedre til det, men et af de steder det kan mærkes, er altså lige her, når vi begge har brug for bilen. Det er ærgerligt for opgaven, men jeg nægter at påstå, at jeg ærgrer mig på egne vegne. Jeg elsker mine sene mandage, som er langsomme og blide, men meget kvindeligt mærker jeg lige snerten af dårlig samvittighed, for jeg burde vel…

Jeg burde vel hvad? Trylle? Jeg kan jo i virkeligheden ikke gøre andet, end vente på, at Kenneth kommer hjem igen. Måske i så god tid, at jeg kan nå at dække opgaven, men hvis ikke, kan jeg uden dårlig samvittighed sagtens nyde, at formiddagen er arbejdsfri. Tag mig sammen!