Jüdisches Museum Berlin

Den niende november 1992 indledte man udvidelsen af Berlins Museum. Til den eksisterende bygning skulle føjes “den jødiske afdeling” og siden gik museet fra at være et bymuseum til udelukkende at være det museum, som skulle formidle de Berlinske jøders historie, nemlig Jüdisches Museum Berlin.

Kenneth så en udsendelse om byggeriets tilblivelse, nogle uger inden vi tog til Berlin. Han insisterede på, at vi skulle ud at se museet. Han var meget optaget af Daniel Libeskinds vinderprojekt, Between the Lines, som bryder med arkitektonisk tradition og i det hele taget bryder med den gængse opfattelse af et museum.

Museet består af en eksisterende bygning i barokstil og den nye del, som er bygget på en gammel bombetomt fra anden verdenskrig. Husene er forbundet under jorden og man kan kun komme til den nye del gennem den gamle. Man starter altså med at træde indenfor i noget, som minder om et traditionelt museum, som vi kender det hjemmefra.

Tæt bag museet løb engang Berlinmuren og hele vejen omkring os, er vi omgivet af gamle beboelsesejendomme fra tresserne og noget der ligner socialt boligbyggeri fra de tidlige firsere. Lidt trøstesløst, men museet ser umiddelbart spændende ud.

De to bygninger ligner slet ikke hinanden. Barok og en moderne kæmpe med zinkbelagt facade står skulder ved skulder, da vi ankommer.

Den nye bygning skal vise sig at være kæmpestor. Facaden mod Lindenstrasse er ikke voldsomt stor og udformningen af bygningen, med de skævt placerede vinduer, giver ikke noget fingerpeg om, at bygningen i virkeligheden strækker sig langt bagud i zig-zag, som giver en fantastisk rumoplevelse, da vi endelig kommer indenfor.

Historien som sådan er der ikke noget nyt ved. Vi har set og hørt det hele før. Oline synes, at historien fortælles bedre med en tur igennem Anne Franks hus i Amsterdam og jeg tror, at jeg vil give hende ret, men rent arkitektonisk er det en stor oplevelse.

Alt er skævt. Ingen lige vinkler, gulvene hælder en anelse først til den ene side, så til den anden. Man føler sig næsten beruset, når man går ned ad de lange gange, som er udlagt omkring tre akser. En mod det gamle museum, en mod emigration, for der var jo jøder, som slap væk i tide og en sidste mod udslettelse.

Det er denne akse, som fører os til Holocaust-Turm.

Det var umuligt at fotografere rummet, men som det anes, er det rå betonvægge og ikke andet. Man træder ind i tårnet gennem en tung metaldør, som smækker med et hult drøn lige bag ryggen. Der bliver helt mørkt. Øverst i tårnet aner man pludselig en lysstribe og man begynder langsomt at få rumfornemmelse.

Det viser sig, at tårnet er trekantet. Hjørnet længst væk slutter i en spids vinkel og øverst på væggen, højt oppe over mit hoved, lader en lille sprække sollyset udefra slippe indenfor. Ud over det, er her mørkt.

Tårnet synes uendeligt. Det bare fortsætter og fortsætter i retning af himlen. Man når aldrig helt at genvinde rumfornemmelsen, så mørket synes ingen ende at ville tage.

Jeg står fortabt herinde. Jeg mister kontrol og fornemmelse for alting, kan jeg mærke og jeg beslutter mig for, at sådan skal denne del af oplevelsen være. Jeg bliver stående med ryggen mod muren langt væk fra det spidse hjørne, som skræmmer mig, fordi jeg ikke kan se herinde. Jeg ved ikke, hvad der gemmer sig i hjørnet. Efter ganske få minutter kommer tårerne og jeg er nødt til at gå ud.

Jeg bliver meget overrasket over min reaktion, for med fornuften ved jeg, at jeg er i trygge rammer, men det føles ikke sådan. Kenneth har det på samme måde. Oline er til gengæld upåvirket, men sådan er det vel. Jo mere man ved, jo lettere påvirkes man.

Vi følger aksen mod emigration og kort tid efter befinder vi os i E. T. A. Hoffmann-Garten. Det eneste rektangulære i hele museet er denne gårdhave, som består af 49 hvide betonsøjler stående på rækker og helt tæt sammen.

Øverst på hver søjle vokser oliventræer og mellem søjlerne er brolagt med små, ujævne sten. Grunden hælder voldsomt og det samme gør søjlerne, så sanserne forvirres i en grad, så man er tæt på at snuble. Haven ligger udenfor, men fornemmelsen for ude mister man, medmindre man kigger opad mod træernes kroner og ser himlen bag dem. Det er en fascinerende oplevelse.

Bygningen byder i det hele taget på utroligt mange oplevelser. Der er trappen op til tredje sal, som slutter brat med de sidste trin bygget direkte ind i væggen. Der er alle tomrummene – utilgængelige dele af museet, som ligger som små øer, vi kan iagttage, men ikke komme til. Der er de skæve søjler og hele fornemmelsen af, at være omsluttet af grå trøstesløshed og alligevel opleve storheden, der er forbundet med livet, der manifesterer sig gennem de mange lysindfald undervejs.

Der er skiftende udstillinger på turen gennem museet. De er gjort interessante, fordi langt de fleste er interaktive. Vi bliver spurgt om mange ting, på vores vej gennem udstillingerne. Det er Oline meget optaget af. Vi får gode snakke om menneskelige værdier, integration og fremmedhad.

Der står computere overalt, som kan betjenes af enhver forbipasserende. Oline lader ikke chancen gå fra sig, for hun kan lide at forholde sig til sin omverden. Hun får også mulighed for at skrive et budskab til verden. Det videreformidles via storskærm og lagres for eftertiden, så hun tænker længe…

Senere når vi til den mere traditionelle del af museet. Det er også interessant, men som sagt har vi hørt historien mange gange før, så vi fordyber os ikke voldsomt.

Pludselig opdager vi, at vi undervejs gennem museet ubemærket har fulgtes med Olines første klasselærer fra Gug Skole. Der er højlydt gensynsglæde hos begge. Verden er et forunderligt sted, når man tænker på, at vi bor i samme kvarter og alligevel aldrig er rendt ind i hinanden hjemme. Nu mødes vi på Jüdisches Museum i Berlin.

Efter en snak skilles vi og vi er enige om, at nu er vi mætte af indtryk. Det har været en kæmpestor oplevelse og jeg glædes over, at Kenneth fik set den udsendelse for et par uger siden. Tænk om vi ikke havde været opmærksomme på dette sansebombardement. Vi går rigere fra museet.