Forårskulleren griber om sig…

Det er ikke kun Oskar, der kan mærke foråret. Jeg kan også. Jeg er fristet til en plads i solen, men der er stadig ikke helt varmt nok til, at jeg vil sidde derude i lang tid. En kop kaffe kan man nu sagtens tillade sig at nyde derude, så det har jeg gjort, siddende midt i en lun forårssol og med sweater på, så der blev ikke taget nogen chancer, men hvor jeg dog elsker denne tid med åbne døre, begyndende udeliv og forventningen om sol, sommer og liv i haven.

I plænen er der små forårsbebudere. Ikke i orden, men spontant og anarkistisk og det kan jeg lide, så denne hvide krokus står midt i ingenting og gamle blade fra efteråret og er så smuk.

Ved siden af er et lille stykke med Scilla. Ikke mange, men tilstrækkeligt mange til man får en fin fornemmelse af deres sarte skønhed, når de får lov til at stå i flok.

Jeg elsker Scillaen. Sådan er det bare…

Da jeg står med næsen i plænen, får jeg øje på abrikosen og husker, at den egentlig skulle være beskåret kraftigt dette efterår. Vi fik det ikke gjort, men…

– bedre sent end aldrig, så nu er den befriet for størstedelen af sine knopper. Det gør lidt ondt at fjerne den ene knopsvulmende gren efter den anden, men jeg ved, at det er nødvendigt for abrikosens fortsatte overlevelse. Da jeg er færdig, tager jeg de afskårne grene med indenfor og lader dem stå i en vase. Om lidt springer de ud med nogle af de smukkeste blomster, man kan forestille sig.

Lige ved siden af abrikosen starter mit staudebed. Det er stadig uendelig trist, men der er liv. Kejserkronerne er godt på vej og vil som det allerførste springe ud lige om lidt. Mit håb har været, at deres udtalte løglugt kunne holde mosegrisene ude af bedet og det ser faktisk ud til, at det er lykkes. Jeg har haft fred for grisene, men nu invaderes bedet i stedet af den famøse dræbersnegl. Jeg kan næsten ikke holde ud at tænke på alle de slimede bæster, der skal komposteres denne sommer.

Når jeg bevæger mig længere nordpå i bedet og smutter rundt om hjørnet, finder jeg juleroserne. De er ved at være på retur, men det gør dem ikke mindre smukke.

Juleroserne er taget med fra Kildeløbet i Husum, som var vores sidste opholdssted, inden vi endte heroppe i Nordjylland. I haven dér havde jeg et stort, tæt bed med juleroser. Da vi flyttede, havde jeg åndsnærværelse nok til at tage nogle planter med herover. De har bredt sig og fylder nu et temmelig stort stykke af mit bed. Måske er FOR stort stykke, men jeg nænner ikke at flytte dem og så må sommerens staudebed altså afgive pladsen til de sølle rester af blade, der står tilbage i de næste mange måneder.

Juleroserne plejer at komme med indenfor. Jeg tager dem ind i små portioner, for de holder kun ganske kort tid, inden de nikker med hovederne og lægger sig til at dø. I år har ingen været indenfor og jeg er pludselig blevet klar over, at det har en ganske bestemt årsag. Jeg forbinder dem med Alexander. Det var noget han og jeg havde sammen, når tiden endelig kom for at tage dem ind i vaserne. Måske kan jeg næste år…

Lysten til at rode i jorden kommer helt af sig selv, men jeg lader være. Jeg trækker indenfor igen og glæder mig i stedet til, at jeg snart får tid til at tage livtag med bedene, så de er helt forårsklar. Det er jeg nemlig.