Ventehygge

Oline kan sove længe. Oline kan sove rigtigt længe. Også i dag, hvor jeg ind imellem forsøgene på at overbevise hende om, at det er på tide at se lys, strikker videre fuld af fortrøstning ved visheden om, at jeg ikke løber tør for garn lige med det samme.

Jeg sidder udenfor i solen. Der er drønvarmt, så jeg overvejer parasollen. Jeg er ganske enkelt ikke god til bare at sidde i solen. Jeg bliver hamrende brun, men det er mere et tilfælde, end det er rendyrket solbadning. Jeg duer ikke til det sidste, men jeg elsker at gå og arbejde med et eller andet udenfor. Eller strikke, for så får jeg også bildt hjernen ind, at jeg er foretagsom.

Ind imellem sms’er jeg med Annemette og Heidi, som blev fanget i kø omkring Fredericia. Nu er de i bevægelse igen, men ikke i det tempo, Søster Lystig og jeg foretrækker. Langsomt, men til gengæld sikkert. Det er godt. Det er også godt, at Oline endelig har besluttet sig for, at det er på tide at stå op. Hun nåede ikke længere end ud i køkkenet, så måtte hun sætte sig…

Der sad hun så og lod munden løbe, mens hun samlede kræfter til at gå de sidste tre meter. Man er vel teenageslap. Skal jeg love for.

Om nogle timer fyldes huset af en masse af de mennesker jeg elsker. Indtil da nyder jeg stilheden og lader Kenneth om at gide at gå på handlen. Det blev uden mig. Jeg vil nemlig strikke.