Chemin des Granges

Hvor var det ærgerligt, at vi skulle dele bolig med noget af det, Kenneth hader allermest i hele verden, for vi havde i dén grad valgt rigtigt, da vi valgte stedet for sommerferien. Bagnols en Fôret er en stille, klassisk og meget provencalsk landsby inde i baglandet. Den er beliggende i en hulning i Massif de l’Esterel og vi var omkranset af de smukke, grønne bjerge ligegyldigt i hvilken retning, vi kiggede.

Vi boede udenfor byen. Der var ikke mere end måske en lille kilometer derind, men i bil skulle man køre en omvej på næsten 6 kilometer, ad snoet bjergvej, for at komme dertil. Vi kunne spytte derover, men måtte væbne os med tålmodighed, når vi skulle frem. Vejen var nemlig så smal, at den var nødt til at være ensrettet. Noget vi først opdagede efter i et par dage at være kørt retur i samme retning, som vi kom ind til byen. Det var først da vi blev mødt af gestikulerende franskmænd, at det gik op for os, at det nok ikke var dem, der var splittergale med så usikker en vej med manglende udsyn, men os, som i dén grad havde taget fejl af kørselsretningen. Godt vi nåede at rette op på den fejltagelse og må vi så anbefale en opgradering af skiltningen ;-)

Stilheden var slående hvor vi boede. Alle lyde blev tydelige. En fugl kunne høres milevidt og i denne stilhed var roen. Helt som vi havde håbet.

Vi boede på en lille, smal vej; Chemin des Granges. Kun én bil var der plads til, men den slags bagateller skal ikke forhindre en franskmand i at køre med en hastighed, der imponerer en nordbo som mig. Hold da nu op, som man skulle holde på hat og briller, når man skulle ud med skraldespanden, for man vidste aldrig, hvornår der pludselig kom en bil om hjørnet. Det var sjældent, men det forekom. Uvarslet.

Nabohuset, som var bygget sammen med vores hus, skulle angiveligt kun være beboet 1-2 uger om året. Da vi ankom, kiggede vi vantro på ruinen og enedes om, at her kunne ingen da bo. Afskærmningen ned mod skrænten var meget typisk provencalsk noget stribet tape fastgjort løst og rundhåndet om nogle spinkle træstokke, som du kan ane. Det lignede mest af alt en byggeplads og det skulle det da også vise sig at være.

Midt på ugen ankom en lille bobcat, en solid håndfuld sydfranske håndværkere af ubestemmelig fag og så skal jeg ellers love for, at der blev gravet og regeret. Når de stoppede med at arbejde ved 23-tiden, satte de i med rødvin, guitar og fællessang, mens rotterne i frustration gik amok i vores del af huset. De var jo blevet forstyrret. Nu var det så vores tur.

Charmen var nu ellers ikke til at tage fejl af. Det var rigtig ærgerligt, at ingen havde taget rotterne alvorligt, men vores kontaktperson (nøgleudlevering) var så beruset, at han ikke kunne holde balancen uden at skifte fod hele tiden, da vi ankom lørdag. Han var husejerens udsendte og husets repræsentant på stedet, men helt uden sidestykke det mest berusede stykke mandfolk, jeg længe havde mødt. Han havde mere travlt med at invitere os til aftenens bal i byen, end han havde tid til at få os forklaret detaljerne omkring huset. Han ville aldrig nogensinde registrere rotter, om så de løb om benene på ham.

Da han forlod os, skete det i bil og jeg er helt og aldeles sikker på, at han intet husker fra turen hjem! Nogle dage senere stod han ansigt til ansigt med os oppe på en af byens udskænkningssteder. Vi nikkede smilende, men der var ikke snerten af genkendelse i hans øjne. Han huskede ganske simpelt ikke, at det var os, han havde været nede og installere i huset. Da vi genså ham lørdagen for vores flytning, var han igen voldsomt beruset, men med så stærke abstinenser, at det var tydeligt, at han endnu ikke havde fået nok at drikke den dag. Til gengæld havde han husket rottegiften og undskyldte mange gange…

Som sagt var der absolut intet at udsætte på stedet. Byen er vidunderlig og området, vi boede i, var ikke mindre vidunderligt. Stilhed, duften af vild rosmarin og udsigten til bjerge, pinjer og byen på den anden side af vejen gjorde sit til, at vi er helt overbeviste om, at det ikke er sidste gang, vi tager til Bagnols en Fôret.