At tage til takke og alligevel hygge igennem

I Sverige er der ikke meget motorvej. Til gengæld er der lange stræk med landevej, hvor kameraer overvåger, at ingen kommer galt af sted. Og vejkroer. Ikke mange, så man skal ikke rutte med dem, for så ender det altså med, at man ikke har noget valg, men ender der, hvor der ligger én, som passer med den tid, man har til rådighed.

Det kunne f.eks. være, at man så måtte vælge at indtage frokosten på Vägkrog Prästkragen i Vara. Den ligger lige ud til landevejen, så den er ikke til at overse, når man forlængst har overskredet tidspunktet for en frokost.

Sådan blev det til, at vi satte os til rette på brune stole og jeg pludselig følte mig hensat til et dusin dejlige, svenske film, fordi stemningen på denne vejkro bare var sådan helt igennem autentisk.

Vi fik salat først. Bagefter ventede vi meget længe på resten af måltidet, for der var travlt. Vi var mange, som skulle spise frokost. De fleste virkede til at være lokale, som tog herud for at spise en frokost lørdag. Stemningen var intim og der blev udvekslet mange anekdoter bordene imellem.

Min henkastede bemærkning: “Åh, jeg føler mig simpelthen så godt tilpas lige her og lige nu”, fik Kenneth til at sprutte af grin. Jeg forstår ikke hvorfor…

Jeg syntes, at der var skønt. Jeg følte mig velkommen. Alle nikkede venligt til hinanden. Der var varmt og toiletterne var rimeligt rene. Det var mere end man kunne sige om gulvet. Og bordene. Og skiltet med “Nymålat” var heller ikke fra i forgårs, men måske nogen lod sig forføre. Jeg gjorde jo. Jeg hyggede mig velsignet og kunne sagtens abstrahere og bare nyde.

Maden var ikke noget at råbe hurra for, men den fik blodsukkeret til at stige tilstrækkeligt til, at vi snildt nåede færgen i Göteborg og kunne sætte hjulene på dansk jord imponerende tæt på 19.15. Vi var hjemme i løbet af ingen tid. Det var dejligt.

I dag er Store Vaskedag. Og solskin :-)