Oskar og jeg har hjemmedag

Jeg måtte kapitulere. Jeg måtte opgive at komme ud af døren denne formiddag. Næsen løber, kroppen værker og hovedpinen insisterer, så det var vores store held, at Hanne er kommet i dag, for at hjælpe med at ekspedere i Garnudsalg, så klarer de sig snildt uden mig.

Jeg trisser langsomt rundt, mens jeg venter på, at mine Panodiler skal begynde at virke. Oskar trisser i hælene, for han har været meget alene det sidste stykke tid, så det er vigtigt at udnytte optimalt, når en af os endelig er her.

I går var han med på arbejde og det gik rigtig fint. Han nød at være med og fandt hele tiden nye, gode pladser at ligge og nyde solen. Med store butiksruder var der også en god mulighed for at holde øje med trafikken på Indkildevej, så han tog ind imellem bestik af den trafikale situation, mens han vist håbede, at posten også ville komme forbi der. Han plejer at være heldig og få små godbidder, når det sker herhjemme.

I dag er han bare min ekstra skygge. I dag har Oskar og jeg hjemmedag. Det er hyggeligt og sjovt, for hver gang jeg tørrer min løbende næse, kigger han forarget op på mig. Måske fordi jeg larmer, men det er svært at vide, hvad han tænker.

Døren til terrassen og haven står åben. Jeg kan sagtens mærke, at sensommerens temperaturer er nogle andre, end dem vi havde for nogle uger siden, men det er skønt med frisk luft indenfor og Oskar nyder igen, at der er fri adgang til inde og ude efter behov.

Om lidt vil jeg finde en film på Netflix, en serie på tv eller en god lydbog og så vil jeg finde strikketøjet frem, mens jeg venter på at blive frisk igen. Det kan da ikke tage mange timer, vel? ;-)