9

Tjørnevang på en lørdag i juni

Tjørnevang på en lørdag i juni er også at stå tidligt op for at køre tværs gennem byen. Oline tager de sidste dage i praktik. Tirsdag er den sidste dag – med indlagt eksamen – og så er der ellers dømt sommerferie for både hun og jeg, men inden da er der arbejde hver dag fra tidligt i morges for hendes vedkommende.

Der går ingen busser så tidligt, som hun skal af sted. Der findes andre løsninger, men det er nemt og rart at blive kørt, så jeg tilbød det i går aftes, da vi var oppe ved mor og spise verdens bedste frikadeller. Det er ikke lang tid endnu, jeg har til at forkæle hende, så jeg skynder mig at gøre det.

Hjemme igen var jeg i haven. Oskar var allerede derude og blev glad, da jeg kom hjem til ham. Vi trissede lidt rundt og lavede hver vores. F.eks. gik jeg rundt med ti fingre pakket grundigt ind i sølvpapir. Det har set helt åndsvagt ud, men det er måden at opløse shellak på, så der var ingen vej udenom, nu neglene skulle befries, inden ferien.

Tjørnevang på en lørdag i juni

Jeg opdagede, at der var lunt og dejligt derude på trods af et tæt skydække. Ingen regn, men bare skyer. Luften var lun og jeg prøver at huske, at det er nu, jeg skal nyde terrassen og haven, så jeg hentede lidt garn udenfor …

Blackhill CottonWool

Jeg havde taget en posefuld skønne farver med hjem i går uden andet end en løs idé. Nu skulle den afprøves. Jeg smed et vattæppe på terrassen ved siden af garnet. Oskar er vild med, når jeg er i øjenhøjde og jeg er vild med at sidde på jorden, så der gik ikke lang tid, før jeg havde selskab.

Blackhill CottonWool

Blackhill CottonWool

Blackhill CottonWool

Vi sidder stadig derude. Vi nyder begge, at der er det mest fantastiske vejr. Lunt og dejligt og med duft af sommer og regn lidt senere. Jeg drikker kaffe. Oskar spiser små håndfulde hundeslik, jeg kaster ud på plænen. Kenneth er kørt og vender tilbage lidt senere, så vi sidder bare helt stille og nyder livet, mens jeg glæder mig til, at det i en periode bliver kutyme at sidde og forfine livsnyder-færdighederne.

Jeg synes, at lørdag er god ved mig.

Du vil sikkert også kunne lide