Siden sidst

Siden sidst har jeg haft en blandet række dage med alt, alt for meget at se til. Det afspejler både hjemmet og jeg selv. Når jeg kigger i spejlet, synes jeg pludselig, at jeg er blevet omtrent et årti ældre på kun nogle uger.

Jeg sover dårligt. Jeg tænker usammenhængende og jeg får ikke gjort alt det, jeg gerne vil.

Stress og gamle traumer dukker op og driller og jeg kæmper en ulige kamp for at holde snuden i sporet. Det kommer til at være sådan nogle dage endnu, men så lysner det og jeg ser frem til julen, som bliver stille og rolig i år. Vi holder en meget beskeden, stille jul, som ikke kræver uger af forberedelser og det falder heldigt ned i skødet på to mennesker, som trænger til netop det i år.

Der er sket så utrolig meget og så alligevel ingenting

Jeg er ikke forandret. Min omverden er ikke forandret. Pandemien driller, men det er jo ikke kun mig, men os alle, som skal finde en måde at være i den og det, den gør ved os.

På gode dage er jeg i stand til at sige “jeg er ligeglad og den skal ikke forhindre mig i noget som helst. Livet skal leves og hver dag skal være sjov, god og levet, som var den den sidste”, mens jeg på andre dage falder ned i et sort hul og bliver opgivende. De sidste dage er dem, der trækker tænder ud, for det bliver hele tiden sværere og sværere at trække mig selv op af det hul.

Jeg er sikker på, at jeg ikke er den eneste, der har det sådan. Heldigvis er jeg sådan indrettet, at jeg ikke kan lade være med at grine og være glad i alt for lang tid ad gangen. Det sind er jeg utroligt taknemmelig for i disse år. Man får meget forærende på den konto.

Elias vokser med lynets hast

Det er også svært at være andet end glad for den lille familie, vi har bosiddende i Hadsund. De trives med at være blevet forældre og de er så utroligt gode til at være det, hvis du spørger mig.

De har haft nogle dejlige måneder med både mor og far hjemme. Det har betydet, at de har fået en dejlig start med mulighed for, at alle har fået knyttet tætte bånd. Det er tydeligt at se, at Elias har et særligt bånd til sin far og det er helt sikkert i kraft af, at de har været tæt sammen i de første tre måneder af Elias’ liv.

Vi var sammen i weekenden. Årets julebagedag løb af stablen og det var første år, hvor vi flyttede seancen til Hadsund. Mor og jeg tog hjemmefra om formiddagen og var først hjemme et stykke inde i aftenen. Det gik så godt og vi nød alle, at have en lang dag med hinanden.

Et vidunderligt sted

Mikael og Oline bor vidunderligt; omtrent midt i skoven og med gamle træer omkring huset. Det er meget stemningsfyldt at ankomme til toppen af Hadsund og vi nyder hver gang, at vide, at de har fundet så utrolig dejligt et sted at være ny småbørnsfamilie.

Vi ser fugle og egern i træerne og der er altid noget at kigge på, når man tager sig tid til at nyde udsigten fra deres stue på første sal, hvor udsigten også omfatter fjorden.

Vi nød at være sammen og jeg skal love for, at vi fik bagt småkager.

Selvfølgelig bagte vi de Italienske Overraskelser, som er gået hen og blevet en uundværlig klassiker i juledagene.

Vi bagte også nogle skønne citronsmåkager og en virkelig lækker brownie-cookie, som vist nok ender med at blive en konkurrent til de italienske, jeg ellers er helt vild med.

Lad os bare sige, at der ikke kommer til at mangle småkager på julebordet.

Jeg elsker dem. Hver og en. Jeg sætter stor pris på at kende dem alle og jeg var så glad for at se dem. Tak for jer og tak for at gøre min dag særlig og dejlig og skøn. Jer, som måtte melde forfald; I var savnet.

Og så kom snestormen

Pludselig og heldigvis med varsel, kom sneen. I rigelige mængder. Faktisk så meget, at det endte som en regulær snestorm på vores kanter.

Det er ikke usædvanligt, at det sner på min fødselsdag, så sne var jo ikke uventet, men i stedet en velkommen gave. I hvert fald til en start, for da jeg – midt i snestormen – måtte iføre mig alt det varmeste uld, jeg kunne opdrive og begive mig ud på ekspedition gå ned og slå alarmen til i Garnudsalg, var det ikke rigtig sjovt mere.

Det tog mig halvanden time at gå den lille korte tur. Jeg ved godt, at jeg er udfordret af en meget dårlig ryg, men helt ærligt, så tror jeg ikke, at mange andre kunne have gjort det hurtigere. Mindre smertefuldt, ja, men ikke meget hurtigere. Til gengæld skulle de måske ikke bruge flere dage på at få ryggen i ro igen. Det skulle jeg.

Vi sneede inde

Det sker typisk i årene med meget sne. Vi bor for enden af en lille, lukket vej og det sker oftere og oftere, at snerydning er noget, vi skal kigge langt efter de første mange dage efter snefald.

Normalt når vi at køre spor på vejen, men denne gang kom sneen på et tidspunkt og i så massive mængder, at vi sneede inde og ikke kunne komme ud før dage senere. Heldigvis tidsnok til, at vi kunne fejre mor.

80 år og stadig aktiv

Der er noget at stræbe efter, for mor er meget aktiv, frisk, nysgerrig på livet og altid klar på nye oplevelser.

Vi fejrede hende sidste lørdag og det var dejligt at se, at hun glædes over både stort og småt. Jeg elsker hende og jeg beundrer hendes evne til altid at holde sig i gang. Hun opsøger hele tiden nye oplevelser og hun er ikke i nærheden af at gå i stå. Tværtimod er hun ind imellem vanskelig at følge med og så har hun en aldrig svigtende omsorg for os alle sammen.

Jeg følte mig rig, da jeg havde mulighed for at tage hende med en tur ned til hendes barnebarn og oldebarn denne lørdag. Tænk at det er sådan. Det er ikke et givet at have en mor på firs, som altid stiller op til alt det, vi kan finde på. Det gør hun. Hellere end gerne.

Jeg vil ønske, at jeg er lige så frisk som firsårig. Det gider jeg virkelig godt.

Tak for at holde ud

Tak for at holde ud hele vejen gennem en lang måned, hvor tiden er brugt alle andre steder end herinde. Jeg elsker at skrive her. Jeg vil så gerne, at overskuddet kommer tilbage lige om lidt. Jeg tror på det.

 

- tak fordi du havde lyst til at læse med i dag -

Få de sidste nye opdateringer fra bloggen enten på FACEBOOK eller på BLOGLOVIN. Jeg kan også følges på Instagram.