Alviano

Umbrien er Italiens bjergrige, grønne hjerte. Regionen grænser op til Toscana mod vest, Marche mod øst og Lazio mod syd.

Vi skulle bo i Alviano, en lille, højtliggende by med kig over til Lazio og ned til Tiberen – kun 80 kilometer nord for Rom.

I Alviano sker der absolut ingenting. Byen er lille, stille og helt igennem vidunderlig. Afsides. Ukendt. Bare sådan en lille by, vi holder af at være stille i.

Stilhed giver gode betingelser for at tænke, fokusere og arbejde og det var, hvad vi skulle. Alviano var perfekt til det, men først skulle vi jo lige finde derop …

Vildfarne danskere

Vi endte med at køre ad den absolut mest besværlige, men absolut også smukkeste rute derop. Ikke med vilje, men fordi vi altid ender med den nærmeste omvej.

Nogen gange er det med vilje, men andre gange er det bare omstændighederne eller manglende fokus, der giver os den ene smukke oplevelse efter den anden.

Vi er heldigvis begge to ret afslappede omkring den slags. Faktisk holder vi af det eventyr det er, når man farer en lille smule vild og her var vi i selskab med Tiberen det meste af vejen. Hvem vil ikke kunne lide det?

Når langsomt er virkelig langsomt

Vi passerede olivenlunde, søvnige småbyer og næsten ingen biler på vej op ad i retning mod Alviano.

Ind imellem havde vi udsigt ned over dalen med Tiberen liggende sol-blinkende ude i horisonten.

Vejen blev smallere og smallere og til sidst endte vi med at køre bag en enten meget gammel eller meget fuld italiener, der slingrede hen ad vejen med små 30 km i timen.

Vi overhalede ikke …

Vi nåede frem alligevel.

Vi gjorde holdt på en bakketop oppe over byen

Vi skulle lige orientere os, for vi var kommet ad bagvejen ind i byen og eftersom vi aldrig havde været i området tidligere, havde vi ikke en chance for at gætte. I stedet var det frem med Google Maps og indkredse vores indkvartering og vejen der til.

Snart var vi på vej ned til byen. Gaderne var stejle og smalle, men vi lykkedes alligevel med at finde både ind og ud igen af byen igen. Nu i den rigtige retning i forhold til det B&B, vi skulle tilbringe nogle dage på.

Den smukkeste udsigt

Vi fandt det rigtige sted og efter at være blevet indkvarteret, sad vi i det lune forår udenfor og talte med værterne og de andre gæster, til solen var gået ned over bakkerne i det fjerne.

Vi var på fuld pension, så der serveredes dejlig middag i stuen. Italienske retter, italienske vine og så lige en dejlig stor portvin at gå i seng på – altså for de af os der holder af den slags.

Det gør jeg for øvrigt …

Vi var landet. Her var stille og helt perfekt kedeligt. Det passede så fint med de næste dages planer. En god blanding af arbejde, påskefri og gode venner.

Vi var klar.

Grydeklar …

 

- tak fordi du havde lyst til at læse med i dag -

Få de sidste nye opdateringer fra bloggen enten på FACEBOOK eller på BLOGLOVIN. Jeg kan også følges på Instagram.