Hjemme igen

Vi er hjemme igen. Vi sidder her omkring spisebordet med smil klistret på trætte ansigter, for vi har haft en helt igennem fantastisk dag. Sådan en, der skinner helt ind i sjælen. Og varmer.

På udturen tog vi landevejen ned omkring Skive. Da vi endelig begav os ud over Salling i retning af Branden og Fur, bad jeg mor holde skarpt øje, for hendes onkel Kresten bor jo lige ved færgen. Pludselig udbrød hun “Der! Der er huset nede, tror jeg!” og jeg sagde (for sjov) “Ja da, for der står onkel Kresten jo i vejkanten”.

Tænk engang… det VAR onkel Kresten. Jeg tror vi nær havde taget livet af ham, da jeg parkerede og mor gik ud af bilen. Han kiggede vantro for så at udbryde “Jamen… det er da Rita!” og vel var det så.

Der blev sludret, der i vejkanten. Der var meget, som skulle vendes. De ser hinanden med års mellemrum og nu er Kresten ved at være godt oppe i årene. Over de firs.

Der blev udvekslet nyheder, mens de begge morede sig lidt over, at vi sådan skulle passere akkurat som Kresten var ude at vende på vejen.

Her er Krestens udsigt. Jeg syntes den var utrolig smuk, men Kresten sagde “Jow, jow… det er vældig pænt, men efter tres år, så ser man det ikke længere…”.

Tænk en skam det er, at man bliver blind for den slags, men sådan er det vel. Jeg ville elske sådan en udsigt, hver eneste gang jeg kiggede ud af vinduet, men om jeg stadig, efter tres år, ville påskønne den? Jeg ved det ikke, men jeg bemærkede den i dag.

Det var lige minutter inden, vi tog færgen over på Fur…