51

Hvor skal jeg dog begynde …

Hvor skal jeg begynde, kan jeg mærke, at jeg tænker. Ærlig talt er det ikke nogen let opgave, at få ord ned på det virtuelle papir efter så lang tid og så meget vand i åen, men jeg prøver. I hvert fald prøver jeg at give en up date på lige her og nu.

Det er 4. december. Mors fødselsdag. Julemåneden er indledt og jeg er endelig ude af november, som altid er svær og i år har været ganske forfærdelig.

Sienna 1 år. Liselotte 60 år.

Der var ellers nok at fejre i november. Jeg fyldte 60 år og jeg havde været mormor til to små, skønne rollinger i et år. Alt det skulle opveje, at november også er den måned, Alexander døde.

November har i mange år været svær at komme gennem. Alexander blev indlagt på min fødselsdag og han kom aldrig hjem igen. Derfor har fødselsdagen ikke båret på andet end mindet om den nat, de indlagde ham.

I år skulle være anderledes. Sienna kom med lyset sidste år, var jeg sikker på. Næsten på min fødselsdag og derfor tænkte jeg, at denne november ville blive en måned med dejlige anledninger til at feste lidt ekstra.

Alt kan ske på ingen tid

Fredag den 3. november falder Kenneth ned af en trappe og brækker venstre håndled og højre skulder.

Tirsdag den 7. november sidder vi i fælleskontoret på arbejde og han klager pludselig over at få ondt i maven. Efter nogle timer, hvor han bliver tiltagende dårligere, kører jeg ham til lægen. Her får han at vide, at han formentlig har pådraget sig en mavevirus og sendes hjem. Senere den nat kører jeg ham til vagtlægen med stærke mavesmerter og tidligt onsdag morgen indlægges han på Akut Medicinsk Afdeling.

Onsdag den 8. november overflyttes Kenneth fra Akut Medicinsk Afdeling til Intensiv. Han er nu blevet meget alvorligt syg – har udviklet sepsis – og man vil gerne stabilisere ham, inden han skal opereres for mistanke om betændelse i galdeblæren. I løbet af onsdag aften beslutter man, at Kenneth skal akut-opereres den kommende morgen. Oline og jeg vinker farvel til ham, da portøren kører med ham. På det tidspunkt har vi ingen anelse om, at der skal gå mere end 2 døgn, før vi igen har kontakt til ham.

Da Kenneth kommer retur fra operationen, er han lagt i medicinsk koma. En respirator trækker vejret for ham.

Han er blevet voldsomt meget dårligere undervejs i operationen, som afslørede betændelse – ikke i galdeblæren – men i de dybe galdegange. Hans organer har det svært.

Vi får et chok og jeg har problemer med at rumme og forstå alt det, der sker. Da lægerne træder ind på stuen og forklarer os, at de næste døgn bliver kritiske, kan jeg faktisk ikke finde ud af at være i det. Jeg mærker, at jeg lukker ned. Min hjerne lukker alt ude. Jeg mister hørelsen og synet. Alt bliver sort og stille og det føles som timer, inden syn og hørelse vender tilbage sammen med kvalme og svimmelhed.

Mit værste mareridt – en gentagelse

Der sidder vi. Jeg stirrer mig blind på alle tallene på skærmen. Holder øje uden at vide, hvad jeg holder øje med. Jeg rejser mig og stiller mig ved siden af Kenneth. Jeg taler til ham. Hele tiden. Minder ham om alt det, han drømmer om at gøre med sine børnebørn. Minder ham om alt det, han har til gode. Jeg fortæller ham, at der er så mange, som elsker ham. At vi ikke kan undvære ham. At han må kæmpe. Jeg mærker, at han registrerer min snak. Det er i hvert fald godt.

I to døgn våger vi. Jeg glemmer næsten at trække vejret. Jeg mødes af flere sygeplejersker, som kigger ind, fordi de har kunnet genkende navnet. De husker os fra for 17 år siden. Dengang det var Alexander, der lå på afdelingen.

Jeg mærker på dem, at de synes, at det her i lige i overkanten af, hvad en familie skal gennemleve, men sådan kan regnskabet ikke gøres op. Man må holde ud og stå igennem det, man tildeles. Sådan er det. Et skridt ad gangen. Det ved jeg jo. Sådan er det, så det gør jeg.

Tiden går

På en eller anden måde og med Olines kæmpestore hjælp står jeg det igennem. Undervejs prøver både de professionelle og Oline at berolige mig med, at Kenneth er stabil. Jeg kan ikke bruge det til noget som helst. Det var Alexander også. Lige indtil han ikke var det …

Pludselig hører jeg gennem tågerne, at de snakker om at prøve at vække Kenneth. Så får Oline og jeg travlt med at insistere på, at det ikke sker, uden vi er til stede. Vi VIL være der. Vi skal være de første, han ser. Han må ikke vågne og være bange.

De samtykker. De vil vente til næste dag; lørdag, med at prøve at vække ham. Tidligst sidst på formiddagen. Det passer fint.

Lørdag d. 11. november

Vi er enige om, at vi tager derop, så snart vi vågner. Vi kører tidligt i den kulsorte morgen i retning af Aalborg. Det regner og vi taler undervejs om, at det er dejligt, at de tør prøve at vække ham. Det er gode tegn, håber vi.

Vi når ind i kiosken. Jeg har lige købt en stor Latte og står med den i hånden, da Olines telefon ringer. Lige der, midt i kiosken, mærker jeg koppen glide nedenud af hænder, som mister al kraft. Jeg føler, at alt blod fryser til is og jeg kigger bange på Oline, som tager telefonen.

Efter et øjeblik siger hun “De vækker ham nu” og jeg når bare at sige “Du kommer bare“, så sætter jeg i løb. Med kaffen skvulpende ned over højre hånd og tasken, der slår ind i hoften, løber jeg. Jeg skal være der, når han kommer til bevidsthed.

Jeg når det. Oline når det. Vi er der begge, da han slår øjnene op. Omtåget, forvirret og stadig meget, meget syg og svag, men i live!

Tiden der forsvandt

I dag er det 4. december.

Jeg aner ikke, hvor den sidste måned er blevet af, men jeg er nu 60 år. Kenneth er udskrevet og i langsom bedring. Sienna er blevet 1 år. Mor er i dag 82 år gammel. Jeg er lige startet på arbejde igen. Kenneth er sygemeldt. Jeg er træt som et alderdomshjem og slidt af at være bange.

Send stille, kedelige dage. Tak :-)

 

- tak fordi du havde lyst til at læse med i dag -

Få de sidste nye opdateringer fra bloggen enten på FACEBOOK eller på BLOGLOVIN. Jeg kan også følges på Instagram.

Du vil sikkert også kunne lide