Yngste er sendt i bad – ellers er der ingen chancer for aktiviteter udenfor matriklen i dag – vi vil ganske enkelt ikke følges med hende. Hun er lokket af udsigten til en tur i slaraffenland for 10-årige, nemlig Ålborgs største leverandør af computerspil. Chancen for at hun kan erhverve sig et nyt spil er stor, så det ser ud til at være tilstrækkeligt til at lokke hende i tekstiler i dag.
Forældrene er i akut spil-mangel. Ikke personligt, men på datterens vegne, for sjældent har jeg set raseri og frustrationer som dem hun præsterer, når tingene ikke lykkes i hendes verden af Pokemon og battles som ikke vindes. Hun er næsten klar til at slå ihjel, så med tanke på hendes blodtryk (og mit med) skal der vist investeres i noget andet, som i langt højere grad appellerer til hygge og fællesskab – Ludo f.eks.
Jeg vil til gengæld have forår i stuen i dag. Blomster, som kan signalere, at der på trods af udsigten til sne også er forår på vej. De skal pynte og dufte, så jeg skal på tur. Ud at hente dem og andre livsfornødenheder såsom cremer, dufte, tekstiler og så er det forøvrigt også nu jeg skal falde over et par støvler som kan afløse mine yndlinge, som vist ikke holder en sæson mere.
Jeg har et underligt forhold til sko. Det har de fleste kvinder vist i grunden. Vi kan nemlig ikke få nok – de fleste af os altså – der er undtagelser. Jeg har mange. Jeg har rigtigt mange par støvler. Jeg bruger egentlig kun ét par. Slider dem i stumper og stykker og ender vel i grunden op med at ærgre mig over, at jeg aldrig tog mig sammen til at købe det ekstra par jeg overvejede, da jeg fandt ud af, at de ville sidde på mine fødder altid.
Nemesis bider mig i hælene nu – støvlerne er ved at gå fra hinanden af udmattelse… og jeg har ikke lært at gå i spagat…
Jeg elsker kommentarer, så din er meget velkommen.