11

Vakkelvorn

Vi snakkede traditioner, dette med at markere livets store øjeblikke med en eller anden form for højtidelighed. Om at gøre det, eller ikke gøre det. Om at vælge barnedåben, brylluppet i kirken, kobberbryllupsfesten og konfirmationen af børnene eller måske vælge det fra.

Vi er så forskellige. Herhjemme vælges det fra. Vi holdt ikke kobberbryllup, barnedåb eller for den sags skyld konfirmation for 2 år siden, da det kunne have været aktuelt første gang. Vi holder sikkert heller ikke sølvbryllup, hvis vi når der til engang med tidens fylde.

Jeg tænker først, at det måske gør livet lidt fattigere. At minderne andre sidder tilbage med er anderledes end mine. Alligevel ender jeg med at tænke, at mine minder måske ikke er hængt op på kulturelt bestemte begivenheder, men mere specifikt på de betydningsfulde øjeblikke, vi heldigvis alle sammen begaves med i et eller andet omfang og det er vel i grunden godt, når jeg sådan mærker efter.

Det er godt at tænke og mærke efter og dernæst vide, at man i grunden er tilfreds med valgene. Det er for øvrigt også godt, at vakle ind imellem…

You Might Also Like

11 Comments

  • Avatar
    Reply
    LotteM
    28. februar 2006 at 13:14

    sikke mange lotter og liselotter (hedder selv også lise-lotte, men bliver altid kaldt lotte).

    jeg er utrolig ambivalent. har også lyst til at holde en stor fest, når jeg bliver 49 (om 7 år) og ikke når jeg bliver 50 – men hvor er forskellen i virkeligheden? jeg HOLDER jo fest, fordi jeg fylder rundt, bare næste år. jeg synes som nygifte lotte, at det er så smukt og dejligt med alle de venner, arbejdskolleger, familiemedlemmer osv., der glæder sig sammen med mig, når jeg har noget at fejre. samtidig, så sætter det mig også lidt under pres, fordi jeg dermed også nemt kommer i den tankeproces, at jeg så også BØR …

    det med kirken og den kristne tro: jeg tror ikke på gud, men jeg tror på de kristne værdier (som nok er meget lig dem i andre religioner) som fx at elske sin næste, at være et godt menneske osv. alene af den grund synes jeg, at det er i orden at komme i kirken og synge og høre biblens tekst, der efter min mening er et mangfold af huskelinier til mig om, hvordan jeg gerne vil være som menneske.

    vi har alle forskellige minder. når jeg tænker tilbage på mit liv, så er det bare ikke rigtig festerne jeg tænker på (men godt for dem, ellers havde vi vist ingen billeder af nogen). minderne er dér, hvor mit hjerte er blevet rørt – en aften med veninderne, en god film med kæresten eller den dag, tøsen lærte at gå. Eller da min kæreste slog op med mig og jeg græd i et halvt år, eller da min morfar døde. Minder er jo ikke kun de gode, men også dem, der gør ondt.

  • Avatar
    Reply
    conny
    28. februar 2006 at 11:34

    Man kan jo også have det sådan, at man har LYST til konventionerne og glæde sig til dem, også selv om man kommer til at feste lidt ind i mellem.
    Jeg synes så også, at man skal mene noget med det, når man gør det. Fx hvis man bliver gift i kirken, skal der også være en mening med det – udover at det ser flot ud med en overdådig brudekjole i solen uden for den hyggelige landsbykirke.
    For mit eget vedkommende er det sådan, at barnetroen – eller hva det nu er – er ved at vende tilbage, modsat jer andre som har lagt den bag sig. Den sniger sig faktisk ind på mig, om jeg vil det eller ej.

  • Avatar
    Reply
    Liselotte 2
    28. februar 2006 at 11:23

    Jeg kan godt se dilemmaet – for som du skriver, kender dine venner jo dine værdier, og ved at du ikke er traditionelt kristent troende.
    Og så har de jo valgt dig alligevel…

    Jeg har ikke stået i situationen selv, så jeg ved ikke, om jeg ville kunne sige fra. Jeg er fadder til min søsters unger, men dengang havde jeg ikke helt lagt min barnetro bag mig endnu .. det er jo mange år siden.

  • Avatar
    Reply
    Lotte
    28. februar 2006 at 10:06

    Jeg er 27 og nygift! Jeg havde ikke de store forventninger til selve bryllupsdagen, men hvor blev jeg overrasket. Jeg bor 1500 km. væk fra min familie i Danmark, og der var så mange, der havde tænkt på at ville glæde os på dagen. Familiemedlemmer langt ude, forældres venner, barndomsbekendte osv. osv. Jeg har også altid tænkt, ah, konventioner og traditioner, men nu er jeg simpelthen blevet omvendt: det er så overvældende at se andre folk glæde sig på ens vegne. Og det er jo ikke fordi, min kæreste, øh mand, og jeg ikke har det fedt til hverdag – slet ikke. Men jeg holder fra nu af på, at milepæle er vigtige i livet, og hvorfor så ikke lade andre glæde sig sammen med een? Kan I, der er imod det konventionelle, adskille alle de mange hverdage i fortiden? Det varmer simpelthen så meget at tænke på sådan en festdag, og jeg skal helt sikkert have flere af dem.
    Og til fadderdebatten: som dansker kan man vist ikke blive fadder, hvis man ikke er medlem af Folkekirken?! Men hvorfor tage det så højtideligt med den kristne oplæring? Det er jo en chance for at få et særligt forhold til et menneske, hvis forældre man står nært. Jeg flyver på de lyserøde bryllupsskyer i øjeblikket, så jeg vil bare sige: respekt for jer, der ikke vil traditioner og konventioner, men hvor går I glip af meget, om I vil indrømme det eller ej :-)
    PS: I min familie har vi stort set kun været samlet allesammen til begravelser af bedsteforældre de sidste fem år – en konvention/tradition, der er svær at aflyse. Så lad os da få noget glædeligt at stå sammen om også

  • Liselotte
    Reply
    Liselotte
    28. februar 2006 at 09:30

    Den med at stå fadder, den stod jeg i for ikke længe siden. Hold op, hvor jeg brugte lang tid på at spekulere…

  • Avatar
    Reply
    Liselotte 2
    28. februar 2006 at 09:12

    Jeg har det på samme måde som dig, Liselotte, med folkekirken.
    Som ikke-troende føler jeg ikke, jeg har ærinde der. Men bliver jeg inviteret til bryllup eller andres barnedåber, kommer jeg dog. Jeg ville dog aldrig acceptere at være fadder .. jeg er ikke den rette til at love at sørge for at barnet opdrages i den kristne tro.

    Jeg har også stillet mine børn meget frit mht. hvad de ville – men min ældste valgte i sin tid at blive konfirmeret, og der ser ud til at min datter, som står for tur næste år, også vil konfirmeres… vi snakker meget om, at så skal man jo MENE det, og at vi sagtens kan holde en fest alligevel (fester er jo en god ting :o).

    Med hensyn til at vælge, stoler jeg meget på min “gut-feeling”. Hvis noget føles rigtig – hvis jeg har lyst til det – så er det jo nok det rigtige valg.

  • Avatar
    Reply
    Yrsa
    28. februar 2006 at 09:04

    Spændende indlæg som giver lidt og tænke over og det er jo ikke så ringe endda. Hos os prøver vi også med hver dag er en fest, men vi kan lide også at fejre runde dage.
    Bryllupsdagen tænker vi ikke videre over og skal I HVERT FALD ikke holde kobberbryllup om et par år. men hver familie sine glæder og traditioner det holder jeg på og jeg går gerne med til kobberbryllup hvis der er FEST :-)

  • Liselotte
    Reply
    Liselotte
    28. februar 2006 at 08:59

    Jeg synes der er plads til det hele, men allervigtigst synes jeg det er, at man er bevidst om de valg man træffer.

    Jeg er f.eks. ikke god til hovedløs brug af folkekirken. Det gør noget ved mig, når jeg oplever, at folk bruger folkekirken uden anden baggrund, end “det gør man nu en gang”. Jeg selv er meget bevidst om de valg, jeg træffer. Jeg har tænkt længe og grundigt over formen, inden jeg vælger til eller fra. Min fornemmelse er ind imellem, at det er ikke er tilfældet for mange andre, som lader konventionerne bestemme.

    Om man ender op med den ene eller den anden form er ligegyldigt, bare man har gjort sig nogle overvejelser omkring det man vælger til eller fra :-)

  • Avatar
    Reply
    Liselotte 2
    28. februar 2006 at 08:44

    Irene, du har en god pointe i det med at nyde livet og fejre det hver dag – det prøver vi også, ud fra filosofien at hverdage er dem, der er flest af – så skal de sq være gode!
    Men jeg kan godt lide at holde fester og markere milepæle – man kan så vælge de traditionelle, eller man kan lave sine egne. F.eks. har jeg en bekendt, som valgte at holde stor fest da han blev 38 ;-)

    Jeg fylder snart 40 og glæder mig som et barn til at holde en ordentlig fest … jeg ku’ såmænd lige så godt have gjort det sidste år, eller næste år, men i år er da også fint med mig.

    Fint nok at fejre bryllupsdag hver dag – men det bli’r sq lidt dyrt hvis man skal have telt i haven og 50 gæster hver dag… ;-)

    Jeg kan godt lide din, Liselotte, rummelige holdning, som er åben overfor at andre har det på en anden måde end I har det … og din accept af, at det kan være det rigtige for andre at gøre det på en anden måde end I gør det…

  • Avatar
    Reply
    Irene
    28. februar 2006 at 02:08

    Nu skal jeg passe på hvordan jeg får mig formuleret. Ser du, Liselotte, jeg gider nemlig slet ikke konventionerne, det er mit liv simpelthen for rigt til og for kort til. Jeg følger sjældent flokken og glemmer helt at det er en mulighed at bruge disse forventede kulturbestemte begivenhedsmarkeringer.
    Siden jeg er flyttet til den lysegrønne, hvor man har et andet sæt konventioner, men dog ligeså indgroede, har jeg fået et nyt perspektiv på den danske, og ærlig talt, så er der altså gået inflation i drengen! Jeg synes det er så hult, når man helt uden at være bevidst om sin bevægegrund holder gilde for konventionens skyld. Det er hult og tomt for mig.
    Og nej Liselotte, i det stykke kan jeg slet ikke finde ud af at være så forstående og diplomatisk som dig, jeg synes ganske enkelt folk spilder deres liv, hvis de venter med at fejre livet sammen til de har været gift i 12,5 år. Hos os er der bryllupsdag hver dag! Efter devisen lev nu!
    Hep!

  • Avatar
    Reply
    conny
    27. februar 2006 at 23:57

    Tankevækkende indlæg, Liselotte. Hos os vælger vi de “skemalagte” højtider til, mere eller mindre. Men I ser ud til at have så mange aktiviteter og sjove oplevelser hele tiden, så jeg kan sagtens forstå bevæggrundene til jeres valg.
    I vores hverdag hænges minderne mere op på de runde dage etc. – og også samværet med den større familie kommer naturligt på de lejligheder. Vi er ikke så gode til at invitere til hverdag, og så er det rart med de skemalagte ting, så man får set også den større familie.
    Men godt at få anledning til at stoppe op og mærke efter!

  • Tak for, at du giver siden liv med dine kommentarer :-)