Reddet på målstregen

Kaffekoppen står ved siden af. Her er stille bortset fra lydene fra Oskar, som gnasker ben udenfor på plænen. Han har det dejligt.

Oline tog i byen i går efter skole og kommer ikke hjem før senere i dag. Manden i huset er ganske og aldeles udmattet efter nattens ophedede kamp med en lille, forvirret mus, som troede det var okay at campere indenfor og jeg sidder stille og nyder kaffen.

Jeg har naturligvis allerede været udenfor, men der er stadig for koldt og kedeligt. Opklaring lover de i løbet af formiddagen og jeg håber de har ret, for jeg påregner endnu en dag i solen med hænderne dybt begravet i jorden med mellemrum.

Jeg har holdt vejret i nogle uger nu, men det ser ud til, at Kenneths krydderurter overlever min temmelig voldsomme forårsklip.

Vi ender altid ud i uger med skulen, fordi jeg er den der klipper og jeg går til den, når jeg får saksen i hånden. Kenneth bliver ligbleg, når han senere ser, hvad jeg har bedrevet, men jeg er altid (ind imellem påtaget) optimist, som fastholder, at tingene overlever.

I år var jeg virkelig gået til den i timianen. Den er en af vores mest anvendte krydderurter. Kenneth elsker den. Han bruger den til alt muligt. Jeg bruger den også, men i begrænset omfang. Jeg foretrækker citrontimianen, men jeg skal gerne indrømme, at selv jeg var en smule usikker på timianens fortsatte skæbne, da jeg var færdig.

Nu breder den sig glad helt ud over stien, så den skal nok overleve og endnu et år lyder det “ja, ja, så kan du vel godt klippe de krydderurter næste år også”, men starten på bedet er altid dramatisk.

Jeg forstår ham godt. Han har brugt år på at etablere bedet og der er vel omkring 40 forskellige urter, nogle mere sarte end andre. Enkelte er sjældne og flere er mange, men når jeg skamklipper dem hvert forår, skal der vel gå et gys igennem ham.

Jeg forsøger hvert år at snige min anisisop op i bedet, men lige så rask som den er ankommet, kommer Kenneth forbi og rykker den op.

Den breder sig noget så kraftigt og den fylder lidt i landskabet. Den er høj, men smuk med lilla blomsteraks, når den blomstrer og så dufter den så skønt af lakrids, når man blidt berører bladene.

Jeg fik et bundt med hjem fra Teknisk Skole for mange år siden. “Sæt den et sted og glem så alt om den, til du skal lave køkkenhave næste år”, sagde læreren deroppe.

Fidusen er, at den skal stå imellem rækkerne med grøntsager, for så kommer der ikke skadedyr i grøntsagerne og det har virket storartet.

Den ekstra gevinst er, at der dufter eventyrligt i en køkkenhave med anisisop mellem rækkerne og når planterne pludselig beslutter sig for at blomstre, er der et liv i bedene, for bierne elsker blomsten. Nu er den næsten udryddet (af Kenneth) i haven, men jeg har fundet rester af den overalt, så hans teori om livskraften er nok ikke helt hen i vejret, for den har bredt sig nede fra køkkenhaven og helt over i mit staudebed, hvor den får lov til at stå og dufte denne sommer.

Om et øjeblik vil jeg snige et par planter op i krydderurtebedet. Det er jo ikke komplet uden, vel?