Dahlia og Lupin

Dahliaknoldene skulle i jorden, så jeg fattede kurven og trak ned i staudebedet, hvor de fjorten nye knolde skulle placeres.

Det er ikke helt let, for det viser sig – utroligt nok – at stort set alle mine Dahlia fra sidste år har overvintret i haven og nu er på vej op af jorden og derfor ikke levner de huller, som tidligere har været kalkuleret med.

Sidste efterår blev Alexander syg, så selvom intentionerne var gode nok, nåede jeg aldrig til at grave knoldene op. De blev efterladt i jorden og nu vælter de så ovenud af den, uden at have taget det mindste skade af vinterens kulde og sne. Jeg husker ikke hvordan de så ud, så det kommer som en overraskelse, når de om et par måneder begynder at blomstre. En dejlig overraskelse.

Og så er det jo lupintid, hvis nogen skulle være i tvivl…

Jeg elsker lupiner. De fylder frygteligt meget i bedet og breder sig med lynets hast, men de kan fjernes med et snuptag, hvis man ikke gider dem og så er de noget af det allerførste, som blomstrer i mit bed og derfor en velkommen gæst, når de folder de første, blå toppe ud.

De første jeg satte i bedet var blå, men med tiden skifter lupiner gerne farve og denne her er så smuk, synes jeg. Så utroligt mange nuancer samlet ét sted.

Jeg tyndede ud i lupinerne sidste år. Med hård hånd. Nu er der ikke mange i bedet, men jeg er fuld af fortrøstning, for som sagt breder de sig villigt og denne gang skal jeg nok vare mig, for at rive for mange op. Man er vel lupinelsker.