Sommerstriber

Jeg trisser rundt ude i haven. Jeg potter om, flytter lidt hist og pist, vander og nyder i det hele taget, at jeg er helt alene med undtagelse af Oskar, som går lidt til og fra. Et øjeblik er han ude ved mig og får klap og kæl og et øjeblik efter, er han smuttet ind i seng til Oline, som sover endnu. Det er hyggeligt og han synes det er helt vidunderligt, at der er fri adgang til haven.

Jeg går ned langs krydderurterne, mens vand fosser ud af kanden og danner små bække langs mine lægge. Efter ikke ret lang tid, er jeg sommerstribet på benene. Det er fordi, jeg er tosset. I hvert fald ifølge Kenneth, som ikke forstår, at jeg insisterer på stadig at bruge den gamle, bulede og utætte vandkande…

Måske er det i grunden også tosset, men den ligger frygteligt godt i hånden og jeg kan styre den, selvom den er fyldt til randen. Den er konstrueret, så den passer præcist til mig. Et tilfælde, jeg ved det, men jeg kan bære den, for den bliver ikke tungere, end jeg sagtens kan selv med arme, som ikke er meget for vægt. Den har to håndtag, som gør det til en fornøjelse at vande med den… og så er den utæt i bunden.

Den er fundet som affald engang vi var på tur med Tanten og Erik. Vi var nede for at se på en gård i Rold, som var sat til salg. Her lå den. Ude på gårdspladsen i en bunke affald. Skrottet og forladt lå den og kaldte på mig. Jeg kunne se på den, at den ville være god. Så kom den med hjem.

Så længe den stadig holder det meste vand, holder jeg af den. Ja faktisk tror jeg, at jeg vil holde af den, selv efter den er afgået ved vandkandedøden. Så får den nok bare en tot grønt i toppen og så vil jeg insistere på, at den er urtepotte, men indtil det sker, lever jeg fint med sommerstribede ben.