Vi nåede da frem…

Ude hvor kragerne vender, ligger også et af Danmarks smukkeste brændeskure, er jeg overbevist om. Sådan ude midt i ingenting omtrent, men alligevel med den mest fantastiske natur lige udenfor døren og efter sigende med mange hyggelige naboer. Jeg er overbevist, for jeg tror man bliver mild og rar, når man bor så smukt.

Udsigten på denne side af huset inkluderer marker og ikke mindst langhåret kvæg, som står lidt længere oppe ad vejen, hvor det hygger sig med at være på græs. Du kan lige ane dem i det fjerne. Dem måtte jeg selvfølgelig hen for at hilse på. Ikke at det blev modtaget lige velkomment af alle dyr.

Den forreste var sådan set helt og aldeles ligeglad ligesom sine fem andre artsfæller, men den bagerste besluttede sig pludselig for, at den ikke brød sig specielt meget om mig, så da den lagde hovedet til jorden og begyndte at lave støvskyer med sit ene forben, var jeg den, der var smuttet. Sådan en bestemmer selv, om den gider blive indenfor en indhegning, er jeg overbevist om.

Til gengæld er det mindre nervepirrende at snakke lidt med hønsene, som går i kanten af Steens have.

Jeg elsker høns og hver eneste gang jeg er et sted, hvor der er høns, savner jeg mine egne. Jeg synes der er noget utroligt meditativt ved at have høns. Fodre dem, give dem vand og samle æg. Noget oprindeligt, som jeg godt kan lide. Disse høns supplerede lige vores ægbeholdning med ti smukke, store æg, hvoraf nogle skal nydes til frokost. Uhm…

Vi tog den helt store havetur, for Steen holder meget af usædvanlige planter, så der er altid noget sjovt at se i haven. Denne gang var der Dragepil. Dem har vi aldrig set før og det er da også en underlig plante, men utrolig dekorativ og Kenneth har lagt billet ind på en aflægger, når den tid kommer. Jeg forstår ham…

Det er dog noget af det mest spøjse… med de grene, som først gror sammen, for siden at skilles til nye forgreninger. Underlig ser den ud, men den er utrolig flot og ekstra morsom med alle de tætsiddende gæslinger lige nu.

Apropos gårsdagens tidlige indlæg om smørblomster så omkranser de omtrent Steens matrikel. De står i tætte formationer, lyser op som solen selv og danner hele tæpper. Ikke alene inde hos Steen, men omtrent så langt, som øjet rakte – og det er langt – kunne man se de gule formationer af smørblomster, som bare stod og ventede på forårets insekter.

Vi havde ikke lige en ko at malke, så vi undlod at efterprøve teorien omkring fedtprocenten, selvom det var fristende.

Vi sluttede havevandringen af med at lytte til stæren, som havde sat sig godt til rette henne i træet, hvor den hyggede sig i det skønne solskinsvejr, men den har fjer og vi havde for få. Vinden var kold og indenfor ventede kaffen, så der var ikke meget at betænke sig på.

Jeg besluttede med det samme, at jeg ville ud at gå en lille tur lidt senere på dagen, men først kaffen og den kage, jeg havde medbragt og som nu lignede et trafikuheld, fordi resten af bilens samlede indhold var landet på den mere end én gang, mens vi var undervejs. Den smagte heldigvis ikke ringere af den grund, skulle det vise sig.