Det er stille lørdag. Kenneth er forlængst kørt sydover. Han returnerer indenfor nogen timer, men indtil da, kan jeg tillade mig hvad som helst, så jeg benytter mig at chancen og laver kun det, jeg har lyst til.
Jeg strikker lidt. I går strikkede jeg en lille hue, som tog absolut ingen tid. I dag skal den monteres og udstyres med bindebånd eller alternativt en knap. Jeg tror mest på det sidste af sikkerhedshensyn. Og en pompon. Måske.
Mens jeg sidder med kaffe og strikketøj ser jeg tv2 News. Jeg bliver frygteligt påvirket af alle de reportager der indløber fra katastrofen på Haiti. Det er forfærdelig tragisk og jeg har frygteligt ondt af de mennesker, som lige nu er desperate, forvirrede og angste, men i mit hjerte sidder også en lille orm og gnaver, men den hvisker i mit øre, at det er underligt som alle synes at ride med på sensationsbølgen. Reportage efter reportage sendes ud i den endeløse række af rædselsvækkende historier om ofre for jordskælvet og jeg ser repræsentanter for hjælpeorganisationer, som med noget der til forveksling ligner en underlig form for begejstring, fortælle om de forfærdelige forhold, der hersker på Haiti. Hvad med alle de andre katastrofer? De, som ikke er nye længere men fortsat gør livet vanskeligt for rigtigt mange mennesker?
Nyhedens interesse er stor og måske handler det bare om at udnytte den, mens den er her? Mens vi er påvirkelige. Inden vi er blevet følelsesløse og glemmer, at der stadig er brug for vores hjælp?
Det er nok sådan, det er.
23 kommentarer
Signe
1. marts 2010 at 09:40Du sætter ord på mine tanker.
ida
18. januar 2010 at 21:58jeg har tænkt over din post.. og jo, det er sådan der er. Jeg har ikke fulgt så meget med via TV, mest via Radio… jeg blev irriteret det første dag fordi jeg følte jeg skulle være mest bekymret for Jørgen Leth……………
Bolette
16. januar 2010 at 23:05Jeg vil også tilføje et lile hjertesuk for de som bor på gaden i denne kolde vinter og
tak for at du fik os til at tænke lidt
godnat ..:-)
gitte
16. januar 2010 at 21:14Jeg tror dækningen er massiv ligenu, fordi tv-stationerne endelig har fået deres folk frem. De har været undervejs i mange dage, det har været uhyre svært at få folk ind i landet – og når de så endelig er der, så skal der den ondelyneme osse nogen live-reportager og nogle øjenvidneskildringer ud i primetime. Det tager af igen om nogle dage.
Koselig
16. januar 2010 at 19:35Jeg må bare komme med en siste lille input. Jeg hørte tidligere FN Jan Egeland snakke om dette her med katastrofer på radioen i går når jeg kjørte hjem fra jobben. Han snakket om at tidligere hørte vi mye om flomkatastrofer i Bangladesh og andre katastrofer i India hvert eneste år. Nå hører vi knapt om det mer, fordi disse landene har lært og de klarer å ta vare på seg selv sa han. Så heldigvis skjer det da også positive ting etter en katastrofe.
Ville bare nevne det… :)
Liselotte
16. januar 2010 at 18:52Tusinde, tusinde tak for jeres input. Jeg får tanker, der skal tænkes, kan jeg mærke… og det er godt og det allermest fantastiske ved det her medie :-)
Måske jeg formulerede mig kluntet tidligere, men jeg tænker stadig, at det er relevant at oplyse om katastrofer som denne, men jeg har det sådan – at jeg savner vedholdenhed og opfølgning, men måske mister vi interessen efter en tid og glemmer. Hjerterne bliver hårde og vi gider ikke høre mere om Darfur eller… bare de i Danmark, som er udfordret på grund af mangel på handlemuligheder der, hvor der kunne gøres en forskel.
Vi behøver ikke tage til udlandet, for at finde uværdige liv. Katastrofer finder vi ikke her, heldigvis, men skæbner så triste, at vi burde skamme os over ikke at handle og gøre en forskel, dem har vi lige i min baghave…
Bolette
16. januar 2010 at 18:29What you resist ..persist
Jeg kan sagtens følge dig , Liselotte også hele vejen
Jeg kan kun reagere ved at give af min overflod , indimellem og løbende til det jeg kan mærke i mit hjerte ..
Jeg vælger ofte og slukke for den strøm af larm som de forskellige kanaler præsentere
Oplysning og nyheder er ok , men svælgen og sentationsståhej gavener ingen !
og da slet ik ofrene i de forskellige naturkatastorfer
af fare for at blive buuhet ud , tænker jeg at moder jord måske har en finger med i spillet her da denne by port au prince var styret af bander –
men der er aldrig en retfærdig forklaring på katastrofer og deslige –
men jeg vælger altså ikke at bære ved til bålet ved at slukke ..
Iøvrigt når jeg ser på det – hvilket jeg jo gør påvirker der mig bestemt ikke positivt
og dermed heller ik min omverden
what you persist – consist
ønsker alle en fredfyldt lørdag aften
Lotte
16. januar 2010 at 16:38“Jeg sætter ikke spørgsmålstegn ved relevansen af mediedækningen,”
Jamen det gør jeg. Det er for meget, og det er skrigende dobbeltmoralsk, tidens mentale aflad, køb god samvittighed for en femmer. I dag er det Haiti i morgen er det Afrika, Tsunamien har vi allerede glemt, og vi taler ikke om, at der blev kanaliseret for MANGE penge til området, som nu bruges på hat og briller.
Mediedækningen er beklagelig, urealistisk, forstummende og fordummende for en samlet indsats, hvor andet og mere end alverdens hellige journalistfjolser sætter dagsordenen for, hvem næsten er og hvad næsten er. 1700-tallets præsteskab kunne ikke have gjort det bedre. Paven klapper i sine små hænder. Og tidligere Røde Kors Chef stak en million i lommen. De kaldte det fratrædelsesordning.
Og mens jeg skrev dette blev tre mennesker mishandlet i Darfur-konflikten, hvor 2,5 millioner stadig lever fordrevet i flygtningelejre. Jeg foragter den tilfældighed alverdens katastrofer beskrives med.
http://eksistens.wordpress.com.....riftestol/
Laila Beck
16. januar 2010 at 15:41Jeg tror, jeg forstår, hvad du mener Liselotte.
Men jeg vil sige, at f.eks. har CNN deres eget lægehold der rykker ud i sådanne situationer som denne. Det giver dem selvfølgelig også mulighed for at komme helt tæt på, og hvad så.. hvis det redder liv. Jeg er taknemmelig over, at vi lever i en verden, hvor man, inden for kort tid, kan mobilisere hjælp bl.a. gennem medierne.
Vi må aldrig blive ligeglade. En dag står vi måske i en situation, hvor det er os der har brug for, at budskabet når ud til resten af verden i en fart.
jette nielsen
16. januar 2010 at 14:37Ja desværre er det sådan at vi skal se alt det grusomme for at reagere. Journalister skal sørge for at vi er opdaterede og sørge for at vi reagerer. VI skal reagere vi skal alle give en skærv, det er så frygteligt at se og se de stakkels børn som bare sidder helt tomme, jeg ved godt at vi ikke kan redde hele verden, men vi kan give lidt alle så kan alle få det lidt bedre. Jeg blev meget påvirket at Leth som græd i tv han var midt i helvedet og havde mistet alt, men han kan jo trods alt tage til danmark og blive hjulpet af familie og venner men det kan de stakkels beboere ikke de er nødt til at blive mellem lig og andet frygteligt, VI SKAL VÆRE MED TIL AT HJÆLPE!!!
Fru nielsen
grete
16. januar 2010 at 13:36Ja, Liselotte.
Du har nok helt rett, det er nok akkurat sånn det er:(
fioline
Eirin
16. januar 2010 at 13:35Det er jo dessverre noe som heter “blodtåke” og som noe journalister får når kriser skjer i verden.
Liker godt bildet ditt i dag, det har en atmosfære som skaper ro og lyst til å gjøre håndarbeide. Jeg får finne fram mitt eget nå. Skal bare blogge litt først, og gi noen kommentarer til flinke flittige bloggere. ;-)
Ha en god lørdag.
Eirin
fisker & fernández
16. januar 2010 at 13:09“Det er nok sådan, det er”
Det er vel sådan, hvis det er sådan man forholder sig til det…
Uanset hvad min mening er til dit indlæg, så er det vigtigste, at det og de ovenstående kommentarer fik mig op stolen.
Mette G.
16. januar 2010 at 12:48Det, der næsten bekymrer mig mest, er, om vi der sidder trygt og godt i vores stuer og får serveret alle disse frygtelige billeder (som i går hvor man i 19-nyhederne viste vejspærringer lavet af lig!) ender med at blive så hårdhudede, at det ikke trænger igennem til os. Eller at der simpelthen skal voldsommere og voldsommere billeder til for at nå os? Er det virkelig nødvendigt at sende den slags billeder?
Liselotte
16. januar 2010 at 12:28Jeg kan da mærke, at jeg rammes af snerten af dårlig samvittighed, når jeg røres dybt af disse stakkels mennesker, som lider så frygteligt og så husker, at jeg allerede har glemt alle de andre, som også lider og også har brug for min hjælp.
Jeg sætter ikke spørgsmålstegn ved relevansen af mediedækningen, for Jeanette siger det så præcist, den skal til og den skal formentlig tage den form, for at påvirke og virke optimalt. Det er faktisk også det, jeg skriver i mit indlæg. At det formentlig er sådan, at den korte tid, hvor vores hjerter bløder og vi er følelsesmæssigt påvirkelige, skal udnyttes til sidste dråbe… for at kunne hjælpe ofrene, men derfor kan jeg godt få en dårlig smag i munden og det endda med jævne mellemrum, men det fortæller måske mere om den menneskelige natur – og dermed mig – end det fortæller noget om metoderne indenfor journalistikken… eller nok begge dele.
Jeg piller bare lidt ved min dårlige samvittighed; de katastrofer, jeg allerede har glemt…
Xhantippe
16. januar 2010 at 12:15Du har så rett, så rett. Slik er det hver gang det kommer en ny katastrofe, så glemmer man alle de andre som også trenger nødhjelp og støtte. Og mediene velter seg i triste skjebner de kan smøre utover på førstesidene.
Mette
16. januar 2010 at 11:52Helt enig med deg og helt enig med Kirstenks kommentar ovenfor her. Vi snakket også om det samme i morges når vi satt og kikket på nyhetene. De er sensasjonshungrige og journalistene virker på meg som gribber! :(
Kirstenk
16. januar 2010 at 11:48Faktisk talte vi om her i huset i aftes, at det er ærgerligt, at så store ressourcemængder bruges i sensationsøjemed… men ja det er nok sådan det er, men ormen gnaver også hos mig!!
Jeannette
16. januar 2010 at 11:39Kære Liselotte.
Ville det være bedre, hvis medierne overhovedet ikke fortalte om katastrofen på Haiti? Ville det hjælpe de ramte?
Det tror jeg ikke.
Det koster mange, mange penge at hjælpe. De penge skal komme et sted fra. Fra dig og mig og alle dine læsere. Og vi giver først penge, når medierne bliver ved med at fortælle. Og vel at mærke fortælle, så vi bliver rørt helt ind i hjertet.
Derfor mener jeg faktisk, at medierne gør katastrofe-ofrene en tjeneste ved at fortælle så menneskelige historier som muligt. Jo flere grædende mødre, jo bedre. For så kan vi få pengene op af lommen.
Og ja selvfølgelig virker nødhjælps-arbejderne begejstrede. De kører på adrenalinen. Det er de nødt til. For de arbejder formentlig i døgndrift.
Så skulle vi ikke lige tage at være bare lidt mindre hellige?
Bedste hilsner fra
Jeannette
Eva
16. januar 2010 at 11:31Det er desværre nok nødvendigt at holde gryden i kog, så vi ikke glemmer…Og det, at vi ikke kan hjælpe alle, må ikke få os til at hjælpe ingen. Vi må så bare passe på, at vi ikke glemmer at nyde, at vi er priviligerede. De, der har det svært ude i verden, får det jo ikke bedre af, at vi ikke kan nyde vores små glæder (strikketøj og den slags) for bare dårlig samvittighed.
Sidse
16. januar 2010 at 11:18Ja.. Du har måske desværre ret. Og nu kører jeg afsted.
Helle Andersen
16. januar 2010 at 11:05Det var helt befriende at læse om din tanker, Liselotte. Så er jeg da ikke den eneste der tænker i de baner. Det er som om, at der laves underholdning ud af andre menneskers katastrofer, ulykker, vold og skandaler. Og medierne kører mere og mere over i det, jeg vil kalde “Ekstrabladsjournalistik”. Synes det er en kedelig udvikling, og temmelig trist, at folk ikke selv kan skabe indhold og spænding i deres liv.
Randi
16. januar 2010 at 10:45Det er ganske forfærdeligt at se reportagerne fra Haiti. Jeg er meget påvirket at det. Derfor har jeg gjort det, at jeg har startet en indsamling inde hos Dansk Røde Kors. Jeg fik sådan et behov for at prøve at gøre bare en lille smule for at hjælpe. Ingen kan jo hjælpe alle, men alle kan hjælpe nogen – bare en lille smule.