Et øjebliks udlængsel

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at mit værelse ind imellem bugner af ting og sager, som i grunden lige så godt, og ikke mindst meget mere praktisk, kunne ligge andre steder. Sådan er det for øjeblikket og min energi er forsvindende lille, så det bliver ikke til meget andet end en konstatering af, at der ligger de så.

Blandt de mange ting ligger også en rest lommeuld plus det løse, som tydeligvis bærer præg af vores nylige visit i Amsterdam. Jeg får øje på 5 euro og straks vendes blikket indad og tankerne stryger på langfart, for jeg har udlængsel. Det er skrækkeligt, men det har jeg altså. Jeg vil så gerne. Jeg ved ikke helt hvorfor, men jeg får det sådan. Det er så sikkert, som Amen i kirken. Ved årstidsskifter begynder jeg at slå mig i tøjret.

Jeg vender snuden mod vinden og kan dufte fremmede kyster og nye udsigter. Så kommer Kenneth forbi og siger, at jeg må finde jordforbindelsen, for jeg er jo nærmest allerede i gang med at emigrere til British Colombia og bo for enden af en skovvej tæt på de bjørne, jeg er sikker på lever lige der eller jeg har pakket sydfrugterne og slået mig ned i et fedt hus i De Pijp, mens jeg dyrker alt det forbudte.

Så tænker jeg, at han har ret og vel skal man sigte højt, men jordforbindelse er heller ikke dumt. Pludselig er rammen en anden og for øvrigt venter der også en vinterferie forude og man kunne da drømme forsigtigt om Berlin eller Hamborg eller Stockholm eller Skotland… og pludselig er jeg i gang med at finde B&B’s i Iverness, hvor det altid regner og mine nye gummistøvler ville komme til deres ret sammen med alt vinterstrikken.

Åh for pokker, som jeg gerne gider og drømme må man altid, men om jeg kan overtale resten af familien…