Morgentanker om livet, kærligheden og viljen til at ville

Lyset glimter i regndråberne, da jeg træder udenfor på terrassen. Der er vådt. Fodsålerne registrerer, at der er en ny kølighed, væde og kærlighed, hvor de kommer frem. Det har regnet. Jeg har sovet godt og længe. Længere end jeg plejer, men jeg øver mig.

Der dufter anderledes og friskt udenfor. Små græsstrå er pludselig blevet synlige på det, der tidligere forekom at være en tom, mørk ørken af bar jord. Der er altså græs på vej.

Over trætoppene er der små brudstykker af blå himmel. Det vidner om, at der er chancer for både regn og sol i dag. Det passer sådan set smukt på, at det er i dag, vi fejrer, at vi har været gift i 21 år. Den slags sker ikke uden både regn og sol.

Det er vel fordi, vi ved det, at vi stadig er gift, er min hjemmestrikkede teori. At vi husker, at livet byder på både op og ned, skidt og kanel og livs-udfordringer, som både smerter og synes næsten uoverstigelige. Så skal vi ville det. Og håbe, at det er nok, for det er det jo ikke altid. Det har det bare været her. Heldigvis, for jeg ved slet ikke, om jeg kunne leve uden ham, jeg elsker. Det kunne jeg vel, men jeg har ikke lyst til at efterprøve teorien. Jeg har lyst til at elske ham resten af vore liv. Så enkelt. Jeg har planer om at ville og jeg er så utrolig taknemmelig for, at kærligheden har rakt til nu.

Om lidt brygger jeg endnu en kop kaffe, tager den med udenfor og indretter mig på Feddet, hvor vejret er med mig uanset. Man strikker så dejligt derude og så kan jeg vente på, at mit livs kærlighed kommer hjem fra morgensvømmeturen og skal have en kop med. Det er livet. Og kærlighed.

Jeg elsker lørdag. Især denne lørdag. Den sidste i min ferie, men den første i min nye hverdag. Det er i orden med mig.