Arbejdslivet Garnudsalg Strik Strik & Hækling Øjebliksbilleder

Jeg skulle have masser af uld på

26. februar 2018

Det er koldt udenfor. I morges var bilerne dækket af is og det tog mig ikke lang tid at beslutte, at jeg skulle have masser af uld på, så sådan er det blevet. Jeg er pakket ind i uld. Jeg har min skønne Bannock på og den er både lang og varm. Jeg har desuden et stort, varmt uldsjal til halsen, så jeg føler mig tilpas på trods af mit kolde og utætte hjørnekontor.

Jeg er nemlig blevet færdig med endnu et sjal. Paris Toujours er strikket mestendels på vej ned og op gennem Europa for en måneds tid siden. Jeg startede det på vej til Toscana og der sneg sig andre projekter ind imellem, så det blev først færdigt for nogle dage siden og det er allerede godt brugt, for det er stort, tykt, varmt og alligevel let og luftigt. Det er nemlig strikket i dobbelt Blackhill Linwool; et fantastisk garn, jeg aldrig bliver træt af.

jeg skulle have masser af uld på

Jeg har afmonteret fløjlshandskerne

Alt den uld er godt til at holde varmen i, men min hud og mit hår er også udfordret, så derfor har jeg taget fløjlshandskerne af. Jeg har oprustet for nogle måneder siden og det hjælper. Ekstra god shampoo til håret – jeg holder af Kevin Murphy og har valgt en model, der er god for mit hår (Luxury Wash) og så plejer jeg med lidt ekstra god serum til min trætte vinterhud, som tydeligt er lidt påvirket af, at jeg er gået i overgangsalder OG spæner rundt i vintervejr.

Dyre dråber til overkommelige priser

Jeg er vild med de koncentrerede og helt og aldeles overkommelige serum fra The Ordinary fra DECIEM. Jeg køber mine forsyninger lige her, men du kan finde dem mange steder og jeg blander f.eks. Niacinamide/zink-serum i min fugtgivende dagcreme. Jeg gider godt gøre et forsøg på at komme den porøse, sprøde ansigtshud til livs.

Jeg drikker vand. Jeg smører udvortes med olier og jeg prøver at vænne mig til, at min hud virkelig forandrer sig. Jeg skal nok komme efter det og mens jeg gør det, nyder jeg lyset vender tilbage.

Solsorten, kastanjen og den blå time – jeg elsker dem alle

Jeg elsker de dage, hvor vi er hjemme i tide til at nyde det sidste dagslys. Når mørket falder på, begynder solsorten at synge i kastanjen på gårdspladsen. Foråret venter lige om hjørnet på trods af kulden og de spredte snefnug.

Måske er jeg heldig, at jeg når at høre solsorten synge i dag ♥

 

- tak fordi du havde lyst til at læse med i dag -

Få de sidste nye opdateringer fra bloggen enten på FACEBOOK eller på BLOGLOVIN. Jeg kan også følges på Instagram.

Mere at fordybe dig i

18 kommentarer

  • Svar Sofie 10. april 2018 at 13:59

    Hej Liselotte!
    Jeg har også længe sværget til Kevin Murphys gode shampoo og balsam, og var særligt glad for Luxury-serien, men jeg har dog ikke kunnet finde den i Danmark de sidste par år. Hvor skaffer du det?
    De bedste hilsener,
    Sofie.

    • Liselotte
      Svar Liselotte 10. april 2018 at 16:12

      Jeg har samme udfordring som dig, Sofie. Jeg havde et lager, som er ved at være brugt og jeg kan desværre heller ikke finde mere af det – og det er så absolut og uden sammenligning den BEDSTE serie til mit hår, så øv for pokker :-(

  • Svar Gitte 1. marts 2018 at 22:05

    Sard Kopenhagen olien har gjort underværker for mine hænder denne vinter

  • Svar anni bladt køster 28. februar 2018 at 12:41

    Hej Liselotte, jeg købte opskriften på Paris i går, og skal nu til at vælge garn – hvor mange nøgler skal jeg bruge af blackhill Linwool ? Opskriften siger noget med DK version: Approx 750 yds ( 690 m ) – er det hvor meget garn jeg ca skal bruge ?
    er det muligt at jeg kan få lidt hjælp til opstarten – jeg syntes nemlig ikke, jeg kan se hvordan jeg starter op andet end at den fortæller noget om Garter og Lace Pattern samt Set-up Section :O( hilsner anni

    • Liselotte
      Svar Liselotte 1. marts 2018 at 14:10

      Hej Anni. Du kan se i mit indlæg tidligere, hvor meget jeg har anvendt til sjalet. Hvad angår opstart af sjalet, så bliver jeg – med det du skriver her – i tvivl om du har erfaring med at strikke efter engelske opskrifter, Anni. Hvis du ikke er vant til det, kan du finde god hjælp i flere grupper på Facebook ligesom du kan finde flere dansk/engelske strikkeordbøger på nettet :-)

  • Svar Svend E. 26. februar 2018 at 19:13

    Jeg er fåreavler i Gistrup og plejer at sælge min uld til en Virksomhed i Husum. Det sidste år er prisen faldet drastisk, men nu skulle den være på vej op igen p.g.a af nye modetrends.. Jeg plejer at få godt 1 EURO pr. kg. Siden er den blevet halveret. Jeg har nu fire baller, som jeg holder tilbage i håb om bedre priser.

    • Liselotte
      Svar Liselotte 27. februar 2018 at 08:16

      Jeg håber, at du ender med en god pris og ikke opgiver at sælge ulden, Svend. Jeg elsker uld :-)

  • Svar Lotte 26. februar 2018 at 18:13

    Er det ikke dyrt i Porto fra Ontario?
    Jeg bliver tit fristet indtil porto og eller told løber oveni.

    • Liselotte
      Svar Liselotte 26. februar 2018 at 19:12

      Jo for pokker da, Lotte. Jeg køber det i DK. Du skal trykke på det rigtige link :-)

  • Svar Dana Watsham 26. februar 2018 at 16:54

    Jeg bruger store mængder arganolie, med lidt lavendel i. Det kan godt få nogenlunde styr på pergamenthuden. Når det er frostvejr, supplerer jeg med Argan-creme fra Matas. Deres bodybutter i samme serie er fremragende, og ikke for dyr.

    • Liselotte
      Svar Liselotte 26. februar 2018 at 17:33

      Det er skønt med gode idéer til, hvordan man tackler den der tørre, sprøde hud, der lige nu driller mig lidt. Jeg bruger Biotherms Oli Therapy til kroppen og den er – hidtil i hvert fald – det eneste, der kan fugte min hud tilstrækkeligt. Ansigtet er en helt anden historie. Jeg giver det et skud med ovenstående og ellers må jeg kigge på lidt arganolie :-)

  • Svar I.M.Kielland 26. februar 2018 at 16:50

    For et nydelig sjal du har strikket. Håper du får ønsket ditt oppfylt i ettermiddag.

    • Liselotte
      Svar Liselotte 26. februar 2018 at 17:24

      Jeg nåede det lige akkurat :-)

  • Svar Sole 26. februar 2018 at 16:29

    Den serum må jeg kigge på, hold op hvor huden også strammer hos mig!! Har du også fundet en super body lotion, eller er du ikke kommet dertil endnu? Min hud er meget tør, og tynd.. Det skete bare, sådan lige pludselig

    • Liselotte
      Svar Liselotte 26. februar 2018 at 17:19

      Min foretrukne bodylotion er altså Biotherms orange Oil Therapy, som er uden parabener og så tilpas mættet med alverdens gode sager, at den er perfekt til min – eller meget tørre – hud. Har du mon prøvet den? Den er ofte på tilbud og holder længe, synes jeg :-)

      • Svar Sole 26. februar 2018 at 20:42

        Nej, den er ikke prøvet. Jeg må ud og lede!! Jeg trænger virkelig! 1000 tak for tippet, Liselotte

        • Liselotte
          Svar Liselotte 27. februar 2018 at 09:38

          God fornøjelse og jeg håber, at den gør det for dig også :-)

          • Sole 28. februar 2018 at 11:36

            Så blev den indkøbt og afprøvet her til morgen! Umiddelbart føles den ret lækker. Jeg fandt så også ud af, at Lancome har en tilsvarende, den må jeg prøve næste gang. Det er alt for lang tid siden, jeg har prøvet andet end Matas egen body cream LOL

    Tak for, at du giver siden liv med dine kommentarer :-)