Category Archive: Livsglæde

Søndag med hjertet på rette sted

Søndag

Søndag er helt mørk, våd og grå. Indenfor må jeg tænde lys, hvis jeg ikke sidder direkte under vinduerne. Det er så koldt, at jeg overvejer strømper og regnen siler ned, men jeg elsker regnvejr. Ikke rusk og regnvejr, men regnvejr. Jeg hader blæst, men regn på den måde, vi får det lige nu, er bare skønt. Det siler. Det falder tungt og livgivende og både naturen og jeg trænger. Regnvejret er velkommen. Temperaturen er udholdelig igen og jeg klager ikke.

Jeg strikker. Jeg drikker kaffe. Jeg nyder, at dagen er startet stille og roligt. Jeg glæder mig, da jeg kommer i tanke om, at jeg ikke skal bruge en del af min søndag på at forberede den kommende uge. Jeg havde allerede afsat en time sidst på eftermiddagen, men der er ingen ugerapporter at skrive. Der er ingen logistik at tilrettelægge. Der er ingen forberedelse og ingen kunstgreb at foretage. Der er følelsen af frihed og af at være min egen herre. Det kan jeg godt vænne mig til :-)

Jeg vender mig mod mit Waterloo, den lille hjertetrøje fra Lene Holme Samsøes bog med babystrik. Det er sjette gang, jeg skal forsøge mig med at få diagrammet til at lykkes. Sjette gang! Det her skal være en søndag med hjertet på rette sted. Det er endnu ikke lykkes. Jeg tror, at det handler om manglende koncentration, når det ikke lykkes for mig, for Lene er en dygtig designer, så jeg overvejer, om det er denne formiddag, der skal bruges til endnu et forsøg, eller om den skal vente til senere. Måske jeg bare skal strikke et eller andet, som falder mig nemt. Jeg tror det næsten. Det er jo søndag.

Må din søndag blive fuld af det, der falder dig nemt og tilpas af det, der ikke gør :-)

Intimkoncert ved skovsøen

Vi valgte at forlænge vores ferie dette år. Egentlig skulle vi være kørt hjem allerede torsdag, for at sikre en stille og rolig opstart på arbejde, men omstændighederne lokkede os til at omgøre den beslutning.

Vi havde fået besøg af Anne og pigerne allerede i starten af vores tredje uge dernede og vi er gode til at holde ferie sammen, så da den nærmede sig sin ende, var alle lidt triste over, at det allerede var slut. Så huskede vi vores beslutning …

Dordogne, sommeren 2014

I Frankrig er der en vedholdende tradition for Marché Gourmand, som betyder, at du næsten altid kan finde en landsby i nærheden, der tilbyder en aften med fællesspisning og ofte også musik under en eller anden form.

Lørdag aften, hvor vi egentlig skulle være hjemme og være i gang med at vaske og tørre de forrige ugers tekstile udsvævelser, var der Marché Gourmand i vores egen lille landsby. Vi var allerede i den første uge dernede blevet indbudt til en koncert, som Jan (vores hollandske “for-bo”) og hans orkester skulle give nogle timer inden fællesspisningen løb af stabelen. En jazz-koncert. Vi måtte bare dele den oplevelse med Anne og pigerne. Det var jo nærmest umuligt at sige nej …

Karla havde fortalt om, hvordan huset langsomt ville fyldes med gæster og der skulle øves og måske vi ville høre en lille smule musik ovre fra dem. Det syntes vi jo bare lød skønt og da hun kunne fortælle om intimkoncert ved lille, smuk skovsø og iøvrigt insisterede på, at de var dygtige musikere, var vi slet ikke svære at gøre interesserede, men der vare bare lige den lille hage ved det hele, at det jo var den lørdag, hvor vi burde være i Danmark.

Det sker formentlig kun én gang, at chancen for sådan en oplevelse kommer forbi, så vi besluttede hurtigt, at vi ville forlænge ferien med de par dage. Heldigvis var Anne og pigerne med på idéen, så vi blev.

Dordogne, sommeren 2014

Tirsdag måtte jeg til lægen. Jeg var dagen før blevet bidt af en klæg, som tilsyneladende havde været forbi et eller andet uheldigt – her snakker vi sikkert kokasser og andet væmmeligt. Den havde i hvert fald efterladt en begyndende infektion på mit højre skinneben, som nu var rødt og varmt.

Jeg gik over til Karla. “Hun er kvinde for at hjælpe”, tænkte jeg og sådan var det. Hun ringede til sin læge, aftalte en tid og kom tilbage og forklarede mig, hvordan jeg fandt lægehuset i en landsby små 12 kilometer væk. Vi befandt os jo på landet, skal du huske.

Hun spurgte om vi var blevet vækket af larmen natten før og jeg kiggede spørgende på hende, for vi havde intet usædvanligt bemærket og det skal lige siges, at Kenneth og jeg sover for åbne vinduer, som vender ud mod gårdspladsen og dermed over mod Karla og Jan, men denne nat havde det lokale brandvæsen og en ambulance været nede og hente en af deres gæster. Deres saxofonist havde glemt at fortælle dem, at han går i søvne. Han havde vurderet, at det ikke gjorde nogen særlig forskel, for han havde aldrig oplevet, at det havde budt på problemer.

Han sov på førstesalen af huset i vinduet ud mod vejen. Du kan faktisk se de blå skodder, hvis du kigger på billedet i forrige indlæg. Lige over jorden og ikke noget alarmerende, skulle man synes, men det skulle vise sig at forholde sig helt anderledes.

Han var i søvne spadseret ud af vinduet og var faldet ekstremt uheldigt. Faktisk så uheldigt, at de på daværende tidspunkt endnu ikke vidste, om han ville overleve faldet. Han havde brækket i alt otte ribben og havde læderet både lever og blære ganske alvorligt. Karlas øjne fyldtes med tårer, mens hun fortalte om natten og mine gjorde det samme, for det var da bare så forfærdeligt tragisk og så kunne mit skinneben sådan set rende og hoppe. Der er små og store problemer her i verden og mit blev reduceret til ingenting.

I de efterfølgende dage var alle i tvivl om, hvorvidt koncerten ville blive gennemført, men heldigvis skulle det vise sig, at deres gode ven hurtigt var i bedring og ville overleve uden alvorlige mén.

Jazzkoncert ved lille skovsø, Dordogne, sommeren 2014

Lørdag sidst på eftermiddagen tumlede vi ud af døren, klemte os ind i bilen og kørte ned ad små, snoede skovveje uden helt at vide, hvor vi var på vej hen. Karla havde givet os nogle løse dessiner omkring stedet for koncerten, men ingen af os var helt sikre på hvor. Vi havde dog en idé og efterhånden også en solid, geografisk fornemmelse for nærområdet, så der gik ikke mange sving, før Anne og Kenneth havde lokaliseret koncerten.

Omgivelserne var fantastiske. Sol, træer med behagelig skygge, smaragd-grøn sø omkranset af velvoksne og smukke piletræer og ellers bare en samling skønne, glade og imødekommende mennesker, som alle var kommet, for at lytte til skøn jazz.

Jaczz ved den lokale skovsø, Dordogne, juli 2014

Jaczz ved den lokale skovsø, Dordogne, juli 2014

Jaczz ved den lokale skovsø, Dordogne, juli 2014

Jaczz ved den lokale skovsø, Dordogne, juli 2014

Jaczz ved den lokale skovsø, Dordogne, juli 2014

Så sad vi der i solen sammen med varm Bio Rosé med grape, insisterende og utrolig begavet jazz i ørerne og en sangerinde, der var både smuk og talentfuld til at pynte på halvdelen af numrene. Sådanne øjeblikke kan ikke arrangeres, men falder som appelsiner i turbanen, hvis man husker at arrangere den, så der er plads, når man spadserer gennem livet. Vi øver os konstant i det. Denne gang lykkedes det at give plads og gribe.

Vi følte os meget heldige den aften ved skovsøen. Meget heldige ♥

Et flygtigt, men gemt og skattet øjeblik

Dordogne, sommeren 2014

Synet af disse to på vej ud af livets landevej udløser altid en stille, varm glæde i mit hjerte. Et flygtigt, men gemt og skattet øjeblik. Mere er der ikke at sige om det …

Blokhus og en tur til Vesterhavet

Jeg har været på søndagstur. Ud i verden sammen med dem, jeg elsker. Ikke langt og ikke vildt, men kort og hyggeligt. En af de små-ture, vi holder så meget af og denne gang til endnu en kyst-by langs Vesterhavet.

Vi tog til Blokhus. Løkken må vi have en pause fra en tid. Jeg bliver alt for ked af at se den i disse år. Blokhus har jeg ikke helt samme forhold til. Den er ikke en særlig signifikant del af mit liv. Jeg cyklede til Blokhus Strand, da jeg var spæd teenager og jeg kørte derop nogle år senere, da mine herre-bekendtskaber var af den slags med egen bil, men udelukkende for stranden. Aldrig for byen. Nu kommer vi der i ny og næ, for at nyde den helt specielle stemning, der hersker i kyst-byerne langs havet, når varmen er sat ind og turister valfarter til.

I dag var byen levende og fuld af turister. Der var optræden på torvet og hunde, børn og voksne i et virvar. Der var biler allevegne og sand mellem tæerne, fordi det altid fyger op gennem byen og tager livtag med sko og sandaler.

Vi gik ind imellem i gåsegang og enedes hurtigt om, at vi hellere måtte finde et dejligt, stille hjørne, hvor vi kunne spise lidt mad, hygge med snak og lidt at drikke og ellers bare nyde hinandens selskab og kigge på verden og de, der passerede i den.

Blokhus på en søndag, sommeren 2014

Blokhus på en søndag, sommeren 2014

Blokhus på en søndag, sommeren 2014

sondag 035

Blokhus på en søndag, sommeren 2014

Blokhus på en søndag, sommeren 2014

Blokhus på en søndag, sommeren 2014

Blokhus på en søndag, sommeren 2014

sondag 021

Blokhus på en søndag, sommeren 2014

Det var en hyggelig eftermiddag og nu er vi mætte på både mennesker, mad og havluft. Det skal gøre godt med en aften i sofaen med strik, kaffe og et af de vanille-bolsjer, Oline lod sig friste af i en af Blokhus-boderne. Jeg er klar.

Mens jeg venter…

Mens vi venter...

Jeg holder lige et kvarters pause, mens jeg venter på, at vi får gæster på garnlageret. Jeg sidder i den sol, som endelig kom til Aalborg og strikker. Jeg nyder pausen og jeg elsker at strikke, så det bliver vist ikke meget bedre på en onsdag :-)

Jeg er i gang med tredje bladmotiv på Tempelblomst. Det går fremad. Langsomt, men sikkert. Jeg nyder at strikke bladene. Jeg synes, at bladmotiver er smukke. Disse kommer til at gøre sig virkelig godt i denne model. Jeg glæder mig, til ponchoen er færdig.

Tempelblomst er fra strikkebogen Østen for solen. Den kan du også strikke i f.eks. to tråde Blackhill Højlandsuld eller en tråd Blackhill Højlandsuld, en tråd Blackhill Superfine Alpaca og en tråd Blackhill Kid Mohair Silk. Sammen vil de sidste tre tråde give et meget lækkert, blødt og luftigt resultat. Jeg vil gætte på, at en tråd Blackhill Højlandsuld sammen med en enkelt tråd Blackhill Super Kid Mohair også vil kunne virke og give en tyndere, luftigere udgave af Tempelblomsten.

Søde liv. Søde drømme. Søde ferie. Søde kirsebær …

Jeg sidder ude på Feddet og nyder livet. Stille for mig selv. Jeg sidder og strikker. Og fintænker. Og er taknemmelig for, at jeg har muligheden. Dybt taknemmelig. Jeg synes, at livet er godt lige nu. Jeg er tilpas. Svært tilpas.

På taget trommer regnen. Ind imellem skinner solen. Jeg sidder bare. Så spiser jeg et kirsebær. Og regner lidt.

Kirsebær

Kirsebærrene er Lisette kommet med. En stor skål hjemmeavl, som er så søde og smagfulde, at de er svære at spare på.

tirsdag 025

I dag har jeg ferie. Stadig. Først torsdag er min første arbejdsdag. Der er god tid til alt det, jeg gerne vil nå, så jeg nyder livet. Jeg elsker, at jeg kan sidde med en god historie som underlægning til strik, frugt, ostemad, te og imens nyde frugterne af de tidligere måneders udholdenhed. Jeg sidder under tag på min drøm af en terrasse i min drøm af et uderum. Det hele gør mig glad hver eneste dag.

Jeg har udsigt til det, der med tiden skal ende som græsplæne igen. Lidt regn i de sidste dage har allerede nu givet pote i form af små, grønne strå, som forsigtigt bryder jordoverfladen hist og pist. Jeg drømmer om frugtlund. Kirsebær. Apropos …

Der er så uendelig meget at være taknemmelig for ♥

I’m back on track!

Hjemme igen med bare tæer og sol

Vi er hjemme igen. Jeg har sovet i min egen seng og jeg har voldkrammet Oskar. Jeg har ikke pakket ud. Jeg har drukket min egen, hjemmebryggede kaffe. Jeg har beundret starten på en smuk, ensartet græsplæne. Jeg har ikke sat en vask over endnu. Jeg har stået på terrassen og husket, at der venter skønne timer forude. Jeg har også husket, at jeg har ferie endnu en uge. Jeg har overvejet, om jeg skulle pakke ud og begynde at vaske. Jeg har ikke tænkt færdig.

Det er pokkertagemig også dejligt at være hjemme. Igen.

Til fest for unge, smukke mennesker

Vi er så heldige, at vi har en del unge mennesker i vores liv. Ikke sådan hver dag og hele tiden, men vi er med på sidelinjen og følger med i deres liv. Det er en glæde og fornøjelse at få lov til at følge mennesker gennem forvandlingen fra barn til ung og igen videre til den spirende voksne, som så smukt folder sig ud, hvis man forstår at vente.

Et par af de unge mennesker har sørget for, at der virkelig sker noget omkring dem lige nu. To gange femogtyve års fødselsdag og en færdig uddannelse som pædagog skulle fejres og vi var så heldige, at de gad have os med.

iphone juni 2013 833

Jeg havde – forstår ikke hvordan – glemt mit kamera, men en iPhone kan da også forevige, så det fik den lov til.

Vi var på landet. Et virkelig smukt sted. Lige der, hvor den unge mand er vokset op. En skøn plet på jorden med masser af plads både udenfor og indeni.

De unge mennesker havde inviteret til skøn eftermiddag/aften med fødselsdagslagkage og efterfølgende masser af lækker mad, så der var god grund til at hygge sig, hvis man var heldig nok til at være inviteret med. Vi hyggede os. Stort.

Efter lagkagen gik vi tur på ejendommen for at oparbejde appetit til alt den lækre mad, der ventede forude. Der er altså plads nok deroppe. Og dyr. Ikke mange, men hunde, katte og heste, så der var noget for enhver smag. Også for os, som ikke er voldsomt vilde med hverken katte eller heste, sagde hunden. Prøv bare at se det blik den kat sender mig nedenfor! Den hader mig! Jeg er helt sikker!

Fest

På ejendommen er der som sagt masser af plads. Der er også et stykke skov med millioner af myrer, som kribler og kravler.

Ella og jeg ville gerne til toppen af den gravhøj, der udgør sidste bastion på himmeriget her og den tur går altså gennem skovtykningen. Lad mig bare sige det sådan, at vi snakkede for meget. Så gik vi jo lidt trægt til, fordi der var så meget, vi skulle vende og pludselig var vi smurt ind i myrer. Store, vrede og aggressive myrer, som skulle børstes af i en fart, inden vi satte speederfoden lidt tungt til jorden og kom gennem skoven, inden det skete igen.

Oppe på toppen af gravhøjen var der en vidunderlig udsigt. Helt ind over en del af det sydligste Nordjylland havde vi kig. Hammer Bakker kunne vi se og det var svært at løsrive sig fra en så smuk plet, men ned måtte vi, så vi tog turen ind gennem marken, hvor hestene gik. Det var grænseoverskridende for en piveskid som mig, for jeg er livræd for heste og den ene var endda selskabelig, men heldigvis for mig, er Ella snakkesalig og hesteelsker, så hun fik lov, mens jeg rendte i modsat retning i en pokkers fart ;-)

Gravhøjsudsigt

Vi havde en skøn dag og det var en dejlig fest også selvom teltet, vi sad i, ind imellem gjorde anstalter til at lette, så nød vi at fejre de to skønne og dejlige unge mennesker. Vi håber, at de gider lade os følge med i mange år endnu. Vi vil gerne :-)

Loading...
X