Category Archive: Livsglæde

Blokhus tur/retur

Rødhus

Vi trængte til luft under vingerne. Ikke noget vildt. Ikke noget, der krævede andet end os to i en bil og helst ikke mere end det. Vi er begge stadig temmelig påvirkede af de sidste ugers sygdom, så det skulle bare være en rolig og hyggelig køretur. Den endte ved Vesterhavet på Rødhus Strand og det var skønt.

Vesterhavet

Sand og strand så langt øjet rakte. Det kunne jeg lide. Vesterhavet var i sit gode lune i dag. Ingen vilde bølger, en vind, der var forbavsende lun og så var vi næsten alene ved vandet. Vi kunne se et par andre biler langs stranden, men det var det. Der var ikke strandvejr i dag ;-)

Vi var ikke klædt på til andet end bilen. Jeg havde en af mine Kashmir på, men mest af alt fordi jeg hele tiden fryser for øjeblikket. Den gav da varme, da jeg var ude at mærke, lugte og smage på strand og vand, men tæerne var kolde, da jeg fandt vej indenfor igen.

Vesterhavet

Vesterhavet

Vesterhavet

Vesterhavet

Efter stranden kørte vi tilbage ind gennem det smukke og rustikke landskab, der lægger ryg til en perlerække af skønne sommerhuse. Det er ikke prætentiøst. Det er sommerens skønneste land og kun med den lille, lokale købmand som stedet, man kan købe noget som helst ud over isboden nede ved stranden. Det er så fint på den måde, synes jeg.

Baglandet

Her er højt til himlen. For enden af vejen ovenfor drejede vi til venstre og kørte ind til Hune. Derfra var der ikke langt til Blokhus, så på trods af søndagshår og -påklædning, parkerede vi bilen og spadserede en kort tur gennem Blokhus´hjerte. Oline fik gaver, da vi kom hjem, for der var tilbud på skønne, bløde sager til unge, sprøde sild.

Blokhus

Blokhus

Efter at have rundet Blokhus, tog vi turen hjemad i strakt galop, for Oline lokkede med hjemmebag…

Chokoladekage

Kaffen smagte ekstra godt med denne her som avec og det der med chokolade på hele fadet… spørg ikke ;-)

Uden forskrækkelser

Orla Kiely

Søndag er stille og uden store forskrækkelser og det passer mig rigtig godt. Jeg tåler ingen. Jeg vil helst, at der sker lige nøjagtig ingenting, for det er sådan jeg trives bedst i disse dage. Om lidt får jeg udlængsel igen, men lige nu sker der så rigeligt, så jeg tager til takke med hverdag efter hverdag og et par rolige lørdage og søndage til at knække dem med.

Jeg drømmer om strikketid. Jeg drømmer om timer, hvor det eneste, jeg skal gøre, er at strikke. Jeg drømmer om, at jeg får tid og overskud til at forfølge mine hækle-idéer. Jeg glæder mig rigtig meget til, at vi skal til en tur til Fanø med mulighed for at fordybe mig i strikkepinde og måske endda en bog. Jeg glæder mig til strand, blæst og godt selskab.

Det skal blive så godt, men allermest glæder jeg mig lige nu til, at Anne og hendes skønne piger kommer om et øjeblik. Det bliver den dejligste søndag. Kan I ikke mærke det? ♥

Søndag med hjertet på rette sted

Søndag

Søndag er helt mørk, våd og grå. Indenfor må jeg tænde lys, hvis jeg ikke sidder direkte under vinduerne. Det er så koldt, at jeg overvejer strømper og regnen siler ned, men jeg elsker regnvejr. Ikke rusk og regnvejr, men regnvejr. Jeg hader blæst, men regn på den måde, vi får det lige nu, er bare skønt. Det siler. Det falder tungt og livgivende og både naturen og jeg trænger. Regnvejret er velkommen. Temperaturen er udholdelig igen og jeg klager ikke.

Jeg strikker. Jeg drikker kaffe. Jeg nyder, at dagen er startet stille og roligt. Jeg glæder mig, da jeg kommer i tanke om, at jeg ikke skal bruge en del af min søndag på at forberede den kommende uge. Jeg havde allerede afsat en time sidst på eftermiddagen, men der er ingen ugerapporter at skrive. Der er ingen logistik at tilrettelægge. Der er ingen forberedelse og ingen kunstgreb at foretage. Der er følelsen af frihed og af at være min egen herre. Det kan jeg godt vænne mig til :-)

Jeg vender mig mod mit Waterloo, den lille hjertetrøje fra Lene Holme Samsøes bog med babystrik. Det er sjette gang, jeg skal forsøge mig med at få diagrammet til at lykkes. Sjette gang! Det her skal være en søndag med hjertet på rette sted. Det er endnu ikke lykkes. Jeg tror, at det handler om manglende koncentration, når det ikke lykkes for mig, for Lene er en dygtig designer, så jeg overvejer, om det er denne formiddag, der skal bruges til endnu et forsøg, eller om den skal vente til senere. Måske jeg bare skal strikke et eller andet, som falder mig nemt. Jeg tror det næsten. Det er jo søndag.

Må din søndag blive fuld af det, der falder dig nemt og tilpas af det, der ikke gør :-)

Intimkoncert ved skovsøen

Vi valgte at forlænge vores ferie dette år. Egentlig skulle vi være kørt hjem allerede torsdag, for at sikre en stille og rolig opstart på arbejde, men omstændighederne lokkede os til at omgøre den beslutning.

Vi havde fået besøg af Anne og pigerne allerede i starten af vores tredje uge dernede og vi er gode til at holde ferie sammen, så da den nærmede sig sin ende, var alle lidt triste over, at det allerede var slut. Så huskede vi vores beslutning …

Dordogne, sommeren 2014

I Frankrig er der en vedholdende tradition for Marché Gourmand, som betyder, at du næsten altid kan finde en landsby i nærheden, der tilbyder en aften med fællesspisning og ofte også musik under en eller anden form.

Lørdag aften, hvor vi egentlig skulle være hjemme og være i gang med at vaske og tørre de forrige ugers tekstile udsvævelser, var der Marché Gourmand i vores egen lille landsby. Vi var allerede i den første uge dernede blevet indbudt til en koncert, som Jan (vores hollandske “for-bo”) og hans orkester skulle give nogle timer inden fællesspisningen løb af stabelen. En jazz-koncert. Vi måtte bare dele den oplevelse med Anne og pigerne. Det var jo nærmest umuligt at sige nej …

Karla havde fortalt om, hvordan huset langsomt ville fyldes med gæster og der skulle øves og måske vi ville høre en lille smule musik ovre fra dem. Det syntes vi jo bare lød skønt og da hun kunne fortælle om intimkoncert ved lille, smuk skovsø og iøvrigt insisterede på, at de var dygtige musikere, var vi slet ikke svære at gøre interesserede, men der vare bare lige den lille hage ved det hele, at det jo var den lørdag, hvor vi burde være i Danmark.

Det sker formentlig kun én gang, at chancen for sådan en oplevelse kommer forbi, så vi besluttede hurtigt, at vi ville forlænge ferien med de par dage. Heldigvis var Anne og pigerne med på idéen, så vi blev.

Dordogne, sommeren 2014

Tirsdag måtte jeg til lægen. Jeg var dagen før blevet bidt af en klæg, som tilsyneladende havde været forbi et eller andet uheldigt – her snakker vi sikkert kokasser og andet væmmeligt. Den havde i hvert fald efterladt en begyndende infektion på mit højre skinneben, som nu var rødt og varmt.

Jeg gik over til Karla. “Hun er kvinde for at hjælpe”, tænkte jeg og sådan var det. Hun ringede til sin læge, aftalte en tid og kom tilbage og forklarede mig, hvordan jeg fandt lægehuset i en landsby små 12 kilometer væk. Vi befandt os jo på landet, skal du huske.

Hun spurgte om vi var blevet vækket af larmen natten før og jeg kiggede spørgende på hende, for vi havde intet usædvanligt bemærket og det skal lige siges, at Kenneth og jeg sover for åbne vinduer, som vender ud mod gårdspladsen og dermed over mod Karla og Jan, men denne nat havde det lokale brandvæsen og en ambulance været nede og hente en af deres gæster. Deres saxofonist havde glemt at fortælle dem, at han går i søvne. Han havde vurderet, at det ikke gjorde nogen særlig forskel, for han havde aldrig oplevet, at det havde budt på problemer.

Han sov på førstesalen af huset i vinduet ud mod vejen. Du kan faktisk se de blå skodder, hvis du kigger på billedet i forrige indlæg. Lige over jorden og ikke noget alarmerende, skulle man synes, men det skulle vise sig at forholde sig helt anderledes.

Han var i søvne spadseret ud af vinduet og var faldet ekstremt uheldigt. Faktisk så uheldigt, at de på daværende tidspunkt endnu ikke vidste, om han ville overleve faldet. Han havde brækket i alt otte ribben og havde læderet både lever og blære ganske alvorligt. Karlas øjne fyldtes med tårer, mens hun fortalte om natten og mine gjorde det samme, for det var da bare så forfærdeligt tragisk og så kunne mit skinneben sådan set rende og hoppe. Der er små og store problemer her i verden og mit blev reduceret til ingenting.

I de efterfølgende dage var alle i tvivl om, hvorvidt koncerten ville blive gennemført, men heldigvis skulle det vise sig, at deres gode ven hurtigt var i bedring og ville overleve uden alvorlige mén.

Jazzkoncert ved lille skovsø, Dordogne, sommeren 2014

Lørdag sidst på eftermiddagen tumlede vi ud af døren, klemte os ind i bilen og kørte ned ad små, snoede skovveje uden helt at vide, hvor vi var på vej hen. Karla havde givet os nogle løse dessiner omkring stedet for koncerten, men ingen af os var helt sikre på hvor. Vi havde dog en idé og efterhånden også en solid, geografisk fornemmelse for nærområdet, så der gik ikke mange sving, før Anne og Kenneth havde lokaliseret koncerten.

Omgivelserne var fantastiske. Sol, træer med behagelig skygge, smaragd-grøn sø omkranset af velvoksne og smukke piletræer og ellers bare en samling skønne, glade og imødekommende mennesker, som alle var kommet, for at lytte til skøn jazz.

Jaczz ved den lokale skovsø, Dordogne, juli 2014

Jaczz ved den lokale skovsø, Dordogne, juli 2014

Jaczz ved den lokale skovsø, Dordogne, juli 2014

Jaczz ved den lokale skovsø, Dordogne, juli 2014

Jaczz ved den lokale skovsø, Dordogne, juli 2014

Så sad vi der i solen sammen med varm Bio Rosé med grape, insisterende og utrolig begavet jazz i ørerne og en sangerinde, der var både smuk og talentfuld til at pynte på halvdelen af numrene. Sådanne øjeblikke kan ikke arrangeres, men falder som appelsiner i turbanen, hvis man husker at arrangere den, så der er plads, når man spadserer gennem livet. Vi øver os konstant i det. Denne gang lykkedes det at give plads og gribe.

Vi følte os meget heldige den aften ved skovsøen. Meget heldige ♥

Et flygtigt, men gemt og skattet øjeblik

Dordogne, sommeren 2014

Synet af disse to på vej ud af livets landevej udløser altid en stille, varm glæde i mit hjerte. Et flygtigt, men gemt og skattet øjeblik. Mere er der ikke at sige om det …

Blokhus og en tur til Vesterhavet

Jeg har været på søndagstur. Ud i verden sammen med dem, jeg elsker. Ikke langt og ikke vildt, men kort og hyggeligt. En af de små-ture, vi holder så meget af og denne gang til endnu en kyst-by langs Vesterhavet.

Vi tog til Blokhus. Løkken må vi have en pause fra en tid. Jeg bliver alt for ked af at se den i disse år. Blokhus har jeg ikke helt samme forhold til. Den er ikke en særlig signifikant del af mit liv. Jeg cyklede til Blokhus Strand, da jeg var spæd teenager og jeg kørte derop nogle år senere, da mine herre-bekendtskaber var af den slags med egen bil, men udelukkende for stranden. Aldrig for byen. Nu kommer vi der i ny og næ, for at nyde den helt specielle stemning, der hersker i kyst-byerne langs havet, når varmen er sat ind og turister valfarter til.

I dag var byen levende og fuld af turister. Der var optræden på torvet og hunde, børn og voksne i et virvar. Der var biler allevegne og sand mellem tæerne, fordi det altid fyger op gennem byen og tager livtag med sko og sandaler.

Vi gik ind imellem i gåsegang og enedes hurtigt om, at vi hellere måtte finde et dejligt, stille hjørne, hvor vi kunne spise lidt mad, hygge med snak og lidt at drikke og ellers bare nyde hinandens selskab og kigge på verden og de, der passerede i den.

Blokhus på en søndag, sommeren 2014

Blokhus på en søndag, sommeren 2014

Blokhus på en søndag, sommeren 2014

sondag 035

Blokhus på en søndag, sommeren 2014

Blokhus på en søndag, sommeren 2014

Blokhus på en søndag, sommeren 2014

Blokhus på en søndag, sommeren 2014

sondag 021

Blokhus på en søndag, sommeren 2014

Det var en hyggelig eftermiddag og nu er vi mætte på både mennesker, mad og havluft. Det skal gøre godt med en aften i sofaen med strik, kaffe og et af de vanille-bolsjer, Oline lod sig friste af i en af Blokhus-boderne. Jeg er klar.

Mens jeg venter…

Mens vi venter...

Jeg holder lige et kvarters pause, mens jeg venter på, at vi får gæster på garnlageret. Jeg sidder i den sol, som endelig kom til Aalborg og strikker. Jeg nyder pausen og jeg elsker at strikke, så det bliver vist ikke meget bedre på en onsdag :-)

Jeg er i gang med tredje bladmotiv på Tempelblomst. Det går fremad. Langsomt, men sikkert. Jeg nyder at strikke bladene. Jeg synes, at bladmotiver er smukke. Disse kommer til at gøre sig virkelig godt i denne model. Jeg glæder mig, til ponchoen er færdig.

Tempelblomst er fra strikkebogen Østen for solen. Den kan du også strikke i f.eks. to tråde Blackhill Højlandsuld eller en tråd Blackhill Højlandsuld, en tråd Blackhill Superfine Alpaca og en tråd Blackhill Kid Mohair Silk. Sammen vil de sidste tre tråde give et meget lækkert, blødt og luftigt resultat. Jeg vil gætte på, at en tråd Blackhill Højlandsuld sammen med en enkelt tråd Blackhill Super Kid Mohair også vil kunne virke og give en tyndere, luftigere udgave af Tempelblomsten.

Loading...
X