Så frygtelig optaget af fortiden for tiden…

Jeg begyndte sammen med min mor at slægtsforske en smule for et års tid siden. Bare sådan lidt på skrømt og i hvert fald kun for sjov. Sagde vi. Og mente vi. Gjorde vi så. Men vi blev klogere og klogere og klogere – og så er det jo heldigvis sådan, at vi ikke bli’r klogere alligevel, for så var vi vel egentlig stoppet igen. Det griber jo om sig, det skidt. Det ta’r jo tid, det skidt. Og vi blev altså ikke klogere – og så blev vi jo alligevel klogere – altså bare på den fede måde…

Vi er grebet af det nu. Altså ikke af navne og årstal. De er faktisk ret uinteressante. Vi blev grebet af de historier der gemmer sig bagved navne og årstal. De historier som er med til at give et billede af hvordan et liv f.eks. har taget sig ud i København omkring 1850’erne – eller på Bornholm som husmand i 1700-tallet. Vi er også vilde med suset når vi finder små beskidte hemmeligheder gemt i årstal og så er vi naturligvis slet ikke færdige endnu, men kun lige begyndt…

Faktisk behøver man såmænd ikke at skulle så langt tilbage for at finde ud af, at der er gode historier at fortælle og faktisk behøver man ikke have opfundet radioen, chippen eller den dybe tallerken for at gøre sig fortjent til at få fortalt sin historie. Se bare her…