14

Død, begravet, men ikke glemt…

Jeg overvejer om jeg kan betragtes som et meget dårligt menneske, fordi jeg kun én gang i det forgangne år har været ude ved min fars grav.
Det var sådan set lige efter de havde sat sten på den og kun fordi Sanne gerne ville have, at jeg tog en stavekontrol på skidtet. Et gravsted siger mig intet – det er ikke der jeg mindes de døde. De lever videre i mit hjerte…

Forargelsen synes ingen ende at ville tage, når jeg ind imellem giver udtryk for min holdning til det her. Mange synes jeg er forpligtet til at tage mig af den grav. I det mindste bør jeg besøge den.
Det holder overhovedet ikke. Umiddelbart efter fars død, gjorde jeg meget klart overfor Sanne, at jeg ikke var interesseret i et gravsted. Skulle hun vælge at få et, måtte hun påregne selv at skulle passe det. Nu passer hun det, men stadig slås jeg med fordommene om, at jeg da naturligvis skal besøge det, for det er trods alt min far.

I dag overvejer jeg at tage en smut forbi, men kun fordi det er regnvejr og der er mulighed for at få smukke billeder derinde. Jeg har – i barnlig trods – ikke tænkt mig at fortælle de forargede, at jeg har været derinde…

Du vil sikkert også kunne lide